“Han sagde, at man i middelalderen havde et ordsprog i Firenze, der hed noget i stil med: Grin ad den hængte mand, men husk, at vender du ham rundt, så forvandler han sig til den klogeste i byen. Noget i den stil. Og han forklarede så, at hvis man så en mand stå med benet bøjet på den særlige måde, så vil det blot ligne en klog mand, der tænker over, hvor han skal placere sin fod.”
Elisabeth sagde ikke noget. Hev tasken frem og fandt tarotkortet. Hun betragtede det i nogle sekunder, inden hun rakte det til Noah.
“Du har ret. Eller Lucantoni har ret. Det kan godt se ud som en form for en vismandsstilling. Det vil sige, at vi er på rette spor, og den sidste person, vi måske finder, er forbundet med retfærdighed. Så bliver det sikkert Iustitia, vi kommer til at finde,” hun lød pludselig vældig træt, “og det er måske min far.”
“Jeg ved jo godt, at retfærdigheden skal være blind, og det er derfor, Justisia har bind for øjnene. Men der er sikkert mange andre symboler.”