Hun er indlagt, fordi hun er stærkt chokeret, selvfølgelig, hun så dem …” Tatjana tav midt i sætningen, klar over, at hun var gået over stregen, og skyndte sig at stille den unge kvinde et nyt spørgsmål.
“Hvordan er Helene egentlig, vi har hørt, at hun har haft det lidt svært, noget med en tidligere kæreste?” skyndte Rebekka sig at spørge.
“Hun har altid været sød mod mig, men så mange gange har jeg altså heller ikke været sammen med hende. Og det er rigtigt, det med kæresten, det var hun vist ret ked af, også fordi hun gerne ville have børn. Hun var bange for, at det var ved at være for sent. Det kan jeg huske, hun sagde til mig for ikke så længe siden. Husk ikke at vente for længe med de børn, Line.”
Den unge kvindes stemme blev grødet, og Rebekka skænkede kaffe op til hende og puffede slikskålen frem mod hende, nødede hende til at tage noget. Line fiskede forsigtigt en laber larve op, men i stedet for at spise den rullede hun den hen over den ridsede bordplade, frem og tilbage. Hun så op og mødte deres blikke.
“Hvordan har Helene det egentlig? Det har jeg spekuleret meget på.”
Line besvarede selv sit spørgsmål, før Rebekka eller Tatjana kunne nå at sige noget.
“Hun må have det frygteligt. Helt forfærdeligt. Jeg har det selv, som om jeg skal kaste op hele tiden, som om jeg lever i en boble – afskåret fra alle jer andre. En følelse af uvirkelighed.”
Stemmen skælvede igen.
“Hvem kan have gjort det? Det tænker jeg også hele tiden på. Min far siger, at det helt sikkert er de der udenlandske bander … og at man burde lukke grænserne.”
“Hvordan var dit forhold til Rasmus?”
“Det var fantastisk.”
Line lyste op.
“Vi var glade for hinanden. Så glade, at vi havde besluttet os for at flytte sammen. Og vi havde lige fundet det perfekte sted, vi skulle faktisk skrive slutsedlen under … i dag.”
Line begravede ansigtet i hænderne. De lod hende græde i fred, skubbede blot pakken med Kleenex over til