Shakespeares teater er renæssancen i dramatisk anretning, den personlige relation mellem to kraftcentre: individet og Gud.
Mennesket er ikke i sidste ende et afmægtigt væsen, der er givet en blind skæbne til pris. Det er tværtimod et selvmægtigt væsen, der grebet af en lidenskab træffer sit valg og måske derved bliver skyldigt og følgelig må bære sin deraf bestemte skæbne. Men det er samtidig stillet over for en guddommelig magt, der kan kaldes mange ting: guderne, Gud, Naturen, men som hver gang fungerer i rollen som det overordnede forsyn, der griber ind. Og det kan alt sammen skildres i de mest forskelligartede nuancer, i komediernes lyse eller i tragediernes dystre stemning.