Det havde lige ringet ud efter sidste time, og vi var på vej hjem.
“Du skal altså prøve det,” sagde Mathilde og så bedende på mig. “Det ville være så dejligt, hvis vi også gør det sammen.”
“Men jeg ved ikke, hvordan man gør,” indvendte jeg.
Malthe så undrende på mig. “Du ved da godt, hvordan man løber. Man sætter bare det ene ben foran det andet, og sådan bliver man ved. Og når du vil stoppe, så gør du det omvendt. Så holder du op med at sætte det ene ben foran det andet, og så står du bomstille. Nemt!”
Jeg skubbede til ham.
“Det er ikke særlig svært,” sagde Mathilde.
Jeg nikkede, men jeg kunne mærke, at jeg ikke havde lyst. Der var noget ved det, jeg ikke kunne lide.
“Det er rigtig sjovt,” sagde Malthe. “Orienteringsløb er lidt som en slags skattejagt. Ligesom dem i børnehaven og i de små klasser, og det kunne du da også lide.”
“Er der så også slikposer, når man finder skatten?” spurgte jeg. “For det var det bedste.”
“Du kan godt få en slikpose af mig, når du kommer i mål og har fundet alle posterne,” sagde han.
“Man får et kort, og der er tegnet nogle poster og en rute ind, og den skal du bare følge,” forklarede Mathilde. “Det sjove er, at man både skal kunne løbe og tænke.”
“Hvis du løber for hurtigt, så glemmer du at tænke, og tænker du for meget, så løber du for langsomt,” sagde Malthe.
“Hvor langt er det?” spurgte jeg for bare at virke lidt interesseret.
“Højst 3-4 km,” svarede Mathilde. “De skove, vi løber i, er aldrig så store.”