– At man lukker sig. Ikke i starten selvfølgelig. I starten er alt muligt, alt kan lade sig gøre, intet emne er helligt. Man er fri og åben, men så, langsomt lukker man sig. Putter hinanden ned i små kasser. Eller lægger sig selv ned i en lille kasse, der hedder “sådan er jeg”. Og når man først ligger dernede, er det næsten umuligt at komme op igen. Hvis jeg må være lidt dramatisk, kan man næsten skifte kasse ud med “kiste”. Man begraver hinanden i tavshed.