Kapitel 10
Efter frokost og opvask kørte skakturneringen videre. Jeg havde været på opvaskehold, men desværre hverken sammen med Linnea eller Vitus. Efter aftensmaden skulle vi bygge bivuak i skoven. Bare jeg nu kom i gruppe med Linnea. De andre havde snakket uden om mig under opvasken, og jeg var igen kommet til at savne Oskar. Jeg havde skrevet til ham og fortalt om Vitus og skakturneringen. Spurgt, om de spillede skak i New Zealand. Han havde svaret, at det gjorde de ikke i hans nye klasse, men han håbede, jeg ville vinde turneringen. Alle fire seedede havde vundet anden kamp, og vi skulle nu spille tredje og sidste puljekamp. Både Vitus, Sebastian og Linnea kunne nøjes med remis og alligevel vinde deres pulje, mens jeg skulle vinde.
„Er du klar, Oliver?“ Frederik stillede på uret. Femten minutter til hver. „Nu må vi se, hvad du har lært i skoven.“
„Hvid trækker først,“ sagde jeg og rettede på min sorte dronning.
Frederik så selvsikker ud. Han havde vundet de to første kampe uden større besvær. Frederik rykkede sin kongebonde to skridt frem og daskede til skakuret. E2 til E4. Måske ville han lave den italienske åbning, nej, det blev nu den spanske åbning. Det kendte jeg heldigvis modtræk for. Jeg tvang mig selv til at trække stille og roligt. Ikke slå til skakuret, bare koncentrere mig om hvert træk. Linnea spillede på nabobordet, hun dystede mod Magnus, en af dem jeg regnede for ret god, og hun havde også problemer, kunne jeg se. Hun havde mistet sin dronning tidligt og kæmpede nu mod overmagten.
„Skak,“ sagde jeg med løberen. Ikke et alvorligt angreb, nærmere en afledningsmanøvre, men i panik byttede Frederik den ene officer efter den anden. Forsøgte sikkert at opnå remis og dermed vinde puljen. Jeg svedte i hænderne, skulle jeg tabe til den nar, som havde været med til at spærre mig inde på Kronborg? Sebastian dukkede smilende op bag Frederik, han havde vundet sin sidste kamp over Sofia og dermed sin pulje. Han daskede Frederik på skulderen.
„Det går jo godt, kan jeg se.“
Jeg simulerede et gaffelangreb og kørte i stedet mit tårn i stilling bag ved springeren. Frederik rokerede for at undgå gaflen, det var det, jeg havde håbet på, mit tårn rykkede frem, og hans konge var i en fælde.
„Skakmat.“ sagde jeg og slog på uret. Det havde taget mig lidt mere end ni minutter. „Tak for spillet.“
„Du var bare heldig,“ sagde Frederik og lod, som om han ikke så min hånd.
„Man er heldig i ludo, ikke i skak,“ sagde Linnea.
„Der er slet ikke noget, der hedder held,“ sagde Vitus. Han havde vundet sin anden kamp let. Han kastede et blik på mine brikker.
„Sådan, Oliver.“
Vi klaskede hænderne mod hinanden. Denne gang et perfekt klask. Så satte vi os og så med. Linnea var virkelig i vanskeligheder, men var alligevel ikke bagud i tid. Hun trak hurtigt, som havde hun en plan, i så fald en plan jeg ikke kunne gennemskue. For mig at se var hun ved at begå selvmord. Jeg så på Vitus, han trak på skuldrene. Magnus blokerede hendes sidste bonde med sin og smilede, men smilet visnede med det samme.
„Remis,“ sagde hun og tørrede sved af panden.
„Hvorfor det?“
„Jeg er pat. Kan ikke rykke en brik.“ Linnea havde lige akkurat vundet sin pulje på bedre tid sammenlagt end Magnus. Magnus bandede, men gav hånd. Alle de seedede havde dermed nået semifinalerne, som skulle spilles lørdag.
„Vi trækker lod under middagen,“ sagde Linnea. „Det bliver kanon-spændende.“
„Hvordan laver vi lodtrækningen?“
Linnea og jeg fandt sammen med Vitus en saks, en tusch og noget groft papir. Linnea gik med over i vores sovesal for at forberede lodtrækningen og se medaljen. Hun rynkede på næsen og snøftede, da hun passerede den åbne dør til toilettet.
„Puha. Er alle drenge født med dårlig mave?“
„De holder kun pruttepause for at tisse på gulvet,“ sagde jeg og fik Vitus til at sprutte af grin.
„Drenge er bare en helt anden race,“ sagde Linnea.
„Det manglende led mellem aben og mennesket?“ foreslog Vitus.
„Nemlig. Nå, lad mig så se medaljen, Oliver.“
Vi satte os alle tre på Vitus’ dyne. Jeg sad i midten. Linnea duftede bestemt ikke af herretoilet. Hvordan mon det var at dele seng med en pige? Jeg gav mig god tid, viklede langsomt medaljen ud af et håndklæde. Jeg havde købt den i sportsforretningen i centeret. Kattegatmester 2003 stod der på den.
„Sejt. Kattegatmester. Kan man få sit navn på?“
„Det har jeg allerede betalt for. Man skal bare aflevere den i butikken, så bliver det gjort,“ sagde jeg. Jeg foldede papiret og klippede fire nøjagtigt lige store sedler ud. Linneas tungespids stak ud af venstre mundvig, mens hun skrev navnene på dem.
„Sebastian, er det med c?“
„Netop. C som i clown,“ sagde Vitus.
„Det kan du selv være,“ sagde Linnea.
„Vi mangler en hat,“ sagde jeg.
„Jeg finder noget, vi kan bruge.“ Linnea rejste sig fra sengen. Nu ville hun gå, det var ellers så hyggeligt. Jeg kunne mærke skuffelsen i kroppen som en varme, der forsvandt.
„Oliver og mig har fundet et hemmeligt rum,“ sagde Vitus. „Er det ikke rigtigt, Oliver?“
Jeg gloede på Vitus. Jeg troede, loftet var vores hemmelighed. Han trak bare på skuldrene.
„Vil du se det?“ spurgte han.
Det ville Linnea gerne. Jeg kravlede op i min køje og skubbede til lemmen. Jeg hev mig op og rakte Linnea en hånd.
„Kan selv.“ Hun klatrede op uden min hjælp. Jeg rakte ned efter Vitus.
„Jeg bliver nede,“ sagde han. „Jeg skal jo spare på kræfterne.“
„Okay. Vi kommer ned om lidt.“
„Ikke for min skyld. Jeg skal over og hjælpe til med aftensmaden.“
Vitus gik, og jeg lagde lemmen for igen.
„Her er da totalt cool,“ sagde Linnea. Hun fik øje på madrasserne under vinduet. „Hvad lavede dig og Vitus heroppe, sov?“
„Vi så på skyer.“
„Så på skyer? Hvor ophidsende.“
„Det er faktisk ret sjovt.“ Jeg åbnede vinduet.
Linnea lagde sig på ryggen på den ene madras, jeg tøvede et øjeblik, men lagde mig så på den anden madras. Linnea rykkede sig lidt, så vi lå meget tæt op ad hinanden. Jeg kunne lugte hende, og hendes lår rørte lige akkurat ved mine. Udenfor suste vinden i træerne, bare det nu ikke blev storm, når vi skulle bygge bivuak. Jeg lukkede øjnene et øjeblik, det var næsten for godt til at være sandt. Var det hele planlagt af Vitus?
„Den sky ligner et slot, ikke?“ sagde Linnea.
„Joh. En borg.“ Linnea kunne se helt andre ting end mig i skyerne, men vi var da enige om, at en stor mørk sky lignede det sorte tårn fra et skakspil. Linnea satte sig op, jeg gjorde det samme.
„Du spiller jo ret godt skak,“ sagde hun. „Hvilken klub har du spillet i?“
„Ikke nogen.“
„Jamen du er jo amtsmester?“
„Det var bare noget, jeg fandt på. Vitus har lært mig det hele.“
„Din løgner. Hvornår har han lært dig det?“
„I løbet af de sidste tre uger,“ sagde jeg og holdt vejret.
„Så var min fornemmelse rigtig. Du sagde, du var god, fordi du ville genere Sebastian, ikke?“
„Mest fordi jeg gerne ville lave turneringen sammen med dig,“ sagde jeg.
„Drenge.“ Men hun lød nu ikke sur. Hun lagde sig igen på ryggen. Jeg lagde mig også ned. Vi lå et øjeblik tavse. Linnea brød stilheden. „Vitus må være god, bare jeg ikke trækker ham i semifinalen.“
„Hvem vil du helst møde?“ spurgte jeg.
„Sebastian.“ Det krøllede sammen i min mave. Hun ville helst spille med Sebastian. „Jeg skal jo tæve dig i finalen, ikke?“
Min mavesæk rettede sig ud igen. „Jeg taber helt sikkert til Vitus.“
„Det er da ikke sikkert. Hvis du tror, du kan vinde, er chancen i hvert fald større.“
„Okay. Jeg tror, jeg vinder hele turneringen.“
„Nå, nå.“
Vi grinede og tav så et stykke tid. Linneas hånd kom sådan tilfældigt til at røre min. Hun lod den ligge.
„Har du haft mange kærester?“ spurgte hun med hæs stemme.
„Næ. Ikke mange. Har du?“
„Næ.“
„Faktisk har jeg aldrig haft nogen,“ sagde jeg.
„Der var én på min gamle skole,“ sagde Linnea. „Men vi var ikke rigtigt kærester. Han ville godt, men jeg turde ikke.“
Det havde jeg svært ved at tro. Og hvad mente hun med, at han godt ville? Var det at kysse eller mere?
„Er det rigtigt, det der i skoven? Det som Sebastian fortalte i bussen?“
„Vitus og mig øvede bare.“ Jeg kunne mærke, jeg blev varm i kinderne.
„I spillede skak klædt ud som riddere?“
„Det var Vitus’ idé. Vi troede, vi var alene.“
„Det er vi. Alene. Kaldte du mig virkelig skønjomfruen?“ Linnea fnisede lidt og tog min hånd rigtigt. Hendes fingre var varme og bløde. „Synes du virkelig, at jeg er … skøn?“
Jeg nikkede igen. Vi flettede fingre. Så gjorde hun sig fri og pegede på sine tænder.
„Mine fortænder er uvenner. Det er da ikke særlig pænt.“
„Det er da … sødt.“
„Sødt?“ Linnea begyndte at hive op i T-shirten. Hvad nu, hvad havde hun tænkt sig? Jeg begyndte at svede under armene.
„Der er noget, du skal se,“ sagde hun. „Jeg er ikke skøn over det hele.“ Så vendte hun sin nøgne ryg mod mig. Mellem skulderbladene var et stort brunt mærke på størrelse med en hånd.
„Grimt, ikke?“
„Næ, det … det synes jeg ikke.“
„Vel gør du så. Det ligner en fladtrådt kakerlak. Du må love mig ikke at sige noget til nogen. Aldrig.“
„Hvad er det?“
„Et modermærke. Medfødt. Jeg kan aldrig gå i bikini.“
„Hvad så til gymnastik?“
„Jeg går ikke i bad på skolen, hvis det er det, du mener.“ Hun sukkede, trak T-shirten på plads og så undersøgende på mig.
„Jeg synes stadig …“
„Hvad?“
„At du er skøn.“
Hendes ansigt kom nærmere og nærmere, hendes øjne var næsten helt lukkede, de røde læber nærmede sig mine … Hun ville… Jeg lukkede øjnene … Om et øjeblik ville jeg have kysset Linnea, mit første rigtige kys. En høj lyd … Linnea trak sine hænder til sig. Gennem det åbne vindue kunne vi høre, de ringede med klokken. Spisetid.
„Vi må hellere …“ sagde hun. Hendes stemme lød anderledes, lidt hæs.
„Ja, ja. Det er klart.“
Da jeg lukkede lemmen efter os, var jeg både glad og skuffet. Vi havde ikke kysset, men det var tydeligt, at Linnea kunne lide mig. Hvad nu, hvis det var Sebastian, der havde vist hende et hemmeligt rum? Havde hun så også været klar til at kysse ham? Lige inden vi gik ud af drengesalen, gav hun min hånd et klem.
„Vi ses om lidt.“ Hun gik ind på pigernes sovesal. Jeg så efter hende og sukkede. Så fik jeg øje på ham.
„Hvad lavede dig og Linnea inde på drengenes sovesal?“ Det var Sebastian. Han havde set os komme ud sammen.
„Hvad tror du selv?“ sagde jeg. Svaret var let at læse i hans ansigt, der stod jalousi over hele femøren. Jeg fløjtede og gik forbi ham over for at spise.