Hvorfor er “livet som en helhed” en forudsætning for moralen eller etikken (der i denne sammenhæng er synonyme)? Fordi, svarer Ricoeur, hvis ikke andre kan stole på, at jeg er den samme i morgen, som jeg er i dag og var i går, så har de ingen grund til at have tillid til mig og til, at jeg vil gøre, hvad jeg lover, og i øvrigt leve op til mine forpligtelser. Hvis ikke jeg kender min egen fortid og bestræber mig på at etablere en sammenhæng mellem i går, i dag og i morgen, så giver jeg ikke andre nogen grund til at stole på mig. Pointen er kort sagt, at hvis ikke jeg har selvkonstans, kan hverken jeg selv eller andre regne med mig. Selvkonstans, personlig integritet eller karakter er på en helt grundlæggende måde en forudsætning for, at der kan findes tillid mellem mennesker og dermed etisk liv. Vi kan kun afgive løfter og forpligte os på handlinger sammen over tid, fordi vi kan forstå os selv som den samme over tid – fordi vi har en nogenlunde sammenhængende livstråd. Og dette kan vi kun have, fordi vi kan anskue vores liv som en samlet fortælling; som en historie, der går fra fødsel til død