Mor

giver hende nogle indsprøjtninger og et drop. Da hun kommer tilbage på fødestuen, har hun et mærkeligt sår på armen. Det ligner et brændemærke. Lægen siger, at hun er heldig, hun er på et hospital, ellers ville hun være død af blodtabet. Jordemoren giver pigen en hue og en stofble på og lægger hende hos moren. De bliver kørt op på stuen til morgenmad, som er ristet brød og juice. Et dannebrogsflag står ved siden af tallerkenen. Moren drikker farens juice og får mere, drikker og drikker.

en slags genkommende krampe. Efter nogen tid opdager hun, at hun sover mellem dem.
Da presseveerne kommer, er det tidligt om morgenen. Rygmarvsblokaden bliver slukket. Moren er ekstremt træt. Hun føler det, som om hun har strakt sig for langt, som om alle hendes grænser er blevet overskredet. Hun ved ikke, hvad det er, der afholder hende fra at bede om et kejsersnit, måske tanken om komplikationerne. Hun ønsker at forsvinde fra stuen. Hun fortryder sit ønske om et barn, sammen med det parforhold, som førte til barnet. Hun ønsker sig tilbage til sin ensomhed uden en mand, hun ønsker at være helt og aldeles sig selv. Så mærker hun en voldsom trang til at tømme sig. Lort sprøjter ud af hende, ud på jordemoren, der uanfægtet tørrer det af, beder hende om at presse igen. Pigens hoved skyder ud. Moren kigger op i loftet, forsøger at holde igen, som jordemoren beder hende om, men kan ikke lade være med at presse. Hun kan skimte en skulder. Til sidst får hun pigen op til sig, en fedtindsmurt, grædende klump. Hun ligger mellem hendes bryster, viser ingen interesse for dem. Moren føler ingenting, men forsøger at smile, fordi faren tager et billede. Bagefter klipper han navlestrengen over. Så beder jordemoren hende om at presse moderkagen ud, men hun har ingen kræfter tilbage. Hun får sorte prikker for øjnene, hendes åndedræt bliver hurtigere og hurtigere. Jordemoren ringer efter en læge. Hun vejer pigen og overlader hende til faren, som hun beder om at tage skjorten af, for at give pigen hudkontakt. Faren ser forskrækket ud og sidder helt stille med hende mod sit bryst. Lægen og jordemoren kører moren ind i et operationslokale og skruer op for blokaden igen. Moren kigger ikke på dem, kigger ikke på sig selv, mærker ingenting. De fortæller hende, at hun har blødt en del, at hun stadig bløder. De

å fødeafdelingen prikker jordemoren hul på fosterhinden og giver hende et stort bind på. De får et lille lokale at vente i. Det eneste i rummet er en seng, uden sengetøj, som hun lægger sig i. Faren finder en stol i venteværelset og sætter sig ved siden af hende. Veerne bliver voldsommere og voldsommere. Hidtil har hun sjældent oplevet fysisk smerte. Hidtil har hun tænkt på det som noget abstrakt, nærmest som en åndelig prøvelse. Særligt denne fødselssmerte, der ikke skyldes noget ondt. Men nu forstår hun, at psykisk smerte er en afglans af den kropslige, at psykisk smerte er en metafor. Den virkelige smerte er i hende nu. Det er en smerte, hun vil gøre alt for at undgå. Hendes hofter er smalle, hun har aldrig følt sig fødselsegnet, selvom lægen har forsikret hende om, at der intet er i vejen med hendes fysik. Nu forestiller hun sig barnet flå hende op.
En fødestue bliver klar. Moren beder med det samme om en rygmarvsblokade. Jordemoren ser overrasket ud, men får fat på en læge, som giver hende blokaden. Pigens tilstand bliver overvåget af en maskine, hendes hjerterytme er en lille, regelmæssig stigning på en kurve. Faren følger den stift med øjnene. Af og til kommer han hen til moren og vil holde hende i hånden, men hun beder ham om at gå væk. Hun får kvalme, når han rører ved hende. Blokaden har dæmpet veerne, men de kan stadig mærkes som en kraftig murren,