Storfanger

Han havde kun set skibet udvendig fra, og han var genert og skammede sig, når han siden tænkte på, hvor­ledes det var gået ham, da han handlede med sine skind. Da han havde fået sin bøsse, pegede han nemlig på træ til en slæde og ville have det med. Men den hvide mand havde sagt nej, de ræveskind var ikke nok til en slæde, når han havde fået bøsse.
Der havde han stået og var berøvet al sin værdighed. Han vidste ikke, hvad træ var værd mod usle ræveskind, og alle de andre lo af ham, fordi han havde vist sig overbegærlig og sikkert erhvervet den hvide mands foragt. I mange dage var han derfor blevet borte fra skibet, men så havde Iva bragt ham det træ, han ønskede. Mange stykker.
Og Iva havde bare sagt: „Se, her er det.”
Da han endelig kom til skibet igen, syntes den hvide mand at have glemt hans ubeskedenhed, og han havde hel­ler ikke vraget Iva af den grund.
Hvorledes ville det gå denne gang? Det blev vist helt anderledes, end man havde tænkt sig, så der måtte bruges andre ord end dem, man havde bestemt at tale.

have spurgt derom først; men Iva havde bare leet og ville ikke tale derom. Hun kendte forholdene bedre end han, for hun var kom­met ned i et hus hos den store mand på skibet og var borte mange dage ad gangen, og hun kom hjem med mad og tobak og ildstikker. Hun havde lært ham at ryge og lo af ham, da han kastede op.

Det var langt nordpå. Han skulle have sin første bøsse, og han huskede endnu meget derfra. Han havde købt bøs­sen for ræveskind. De blev lagt oven på hinanden i en bunke og presset hårdt sammen. Bunken skulle være så tyk, som bøssen var lang, for at få den betalt. Alle de hvide mænd var herrer, og man måtte altid frygte for at for­nærme dem. De ville have menneskenes kvinder og tog dem også. Mala syntes nok, de kunne