Ungdom

De har klippet billedet fra Aftenbladet ud og sat det ind i rammen på sømandskonen.

Da jeg er kommet ud fra badeværelset, siger Viggo F.: du har pæne ben. Løft lige kjolen, så jeg kan se dem ordentligt. Nej, siger jeg rødmende, for jeg har en rendemaske på den ene strømpe.

Selve det at være ung er midlertidigt, skrøbeligt og ubestandigt. Det må overstås, anden mening har det ikke.

Men det er en udskejelse, som jeg egentlig heller ikke har råd til, for jeg kører på et meget stramt budget. Det gør alle pigerne i skrivestuen, selv om de fleste bor hjemme. Sidst på måneden låner de alle af hinanden, og de ville også låne af mig, hvis jeg havde noget at låne ud af. De bliver ikke kede af det, når man afslår.

Ellers er min ungdom ikke andet end en mangel og en forhindring, som jeg ikke hurtig nok kan blive af med.

Hun sætter sig igen på stolen og ser på mig med et hjælpeløst blik. Det gør mig meget ondt for hende, og jeg føler, at jeg burde kærtegne hende og kysse hende, noget fuldstændigt umuligt. Jeg kan ikke engang græde, når hun ser på det, skønt jeg ved, at hun engang vil sige, at jeg ikke engang græd, da min tante døde. Hun vil sige det som et tegn på min hjerteløshed, og det kommer måske, når jeg snart flytter hjemmefra. Jeg har aldrig fortalt hende, at jeg vil. Vi sidder tæt ved hinanden, men der er mile mellem vore hænder

Jeg ifører mig den brune spadseredragt, jeg på min mors opfordring købte i stedet for cyklen

En morgen, da jeg er ved at vaske gulv inde hos direktøren, træder han pludselig ind ad døren, og da jeg febrilsk samler skrubbe og spand sammen, tager han om mig bagfra og føler med begge hænder på mit bryst. Han gør det omtrent, som når min mor føler på kødet hos slagteren, og jeg bliver rød i hovedet af skam og krænkelse og smutter fra ham med spanden og skrubben uden at sige et ord.

Jeg møder i pladsen kl. syv om morgenen og skal sammen med hr. Jensen gøre lokalerne rene og ryddelige, til kontorpersonalet og direktøren kommer. Hr. Jensen er 16 år, lang og tynd og pjanket. Han puster præservativer op og lader dem fare rundt om hovedet på mig, mens jeg vasker gulv, og han prøver på at kysse mig, så jeg leende må værge for mig med gulvkluden i den ene hånd. Han er kun en dreng, og jeg bliver ikke krænket over hans grovheder. Inde på direktørens kontor sætter han sig i skrivebordsstolen med benene oppe på skrivebordet og en cigaret mellem læberne

Så er jeg hjemme nogen tid. Vi køber Berlingske Tidende, og jeg lægger billet ind på mange kontorpladser, men får ingen svar. Jeg går også rundt på Vesterbro og prøver i de stillinger, hvor man skal møde personligt. Jeg taler med fine herrer i store, lyse kontorer, og de spørger alle, hvad min far er. Når de hører det, regner de med, at jeg skal leve af lønnen, og det er den aldrig beregnet på. Til sidst lykkes det mig dog at få plads et sted, hvor direktøren bare spørger, om jeg er i fagforening. Da han hører, jeg ikke er det, antager han mig straks for fyrre kroner om måneden. Det er et sygeplejefirma i Valdemarsgade, og jeg skal være lagermedhjælper.