Jeg slår blikket ned og lader det flakke. Jeg ved ikke, om jeg vil kunne magte folks blikke og hvisken. Selv hvis det lykkes mig at overvinde den følelse af lede, jeg får ved min krop, når han rører mig – rører mig rigtigt – så ved jeg ikke, om jeg vil kunne håndtere folks forundrede spørgsmål, når de vil høre, hvordan vi er endt med at være sammen, som om det er et eller andet mirakel, a la vand, der forvandles til vin.
Og nu ved jeg præcis, hvordan Lucy havde det, da hun besluttede, at hun ikke kunne stige om bord på det fly til Dollywood. I alle de år har jeg troet, at hun kun stod i vejen for sig selv, og nu ved jeg, at hun ikke havde noget valg. Når ens muligheder er begrænsede til enten at sidde alene og have det elendigt eller føle sig offentligt ydmyget, har man ikke noget valg. Jeg kan ikke gå om bord på det fly.
Mor har ret. Jeg bliver aldrig glad i den her krop. Ikke rigtigt. Jeg siger det ikke højt, men hun har ret. Jeg vil så gerne bevise, at hun tager fejl, at jeg næsten siger ja, men i stedet bider jeg i min tommelfinger og siger: »Jeg er nødt til at tænke over det.«
For jeg kan ikke bære at sige nej til ham. Ikke endnu. Jeg vil gerne leve lidt med muligheden for det, der kunne blive. Om det så bare er et par dage.