Blå

kasserne over bord derude et sted, ikke blot isen, men også kasserne, der er så meget plastic i havet, så uendelig meget plastic, otte millioner tons bliver smidt i havet hvert eneste år,

Vi ejer ikke naturen

Vandet havde en magt, en kraft, jeg havde forestillet mig den uovervindelig. Men ikke længere, ikke i mødet med menneskehænder, med gravemaskiner, stålrør, tunneler, ikke i mødet med koncessionsindtægter, industrialisering og velfærdsstaten.

Alt kan gå så hurtigt. Den ene dag vågner du ved lyden af vækkeuret, spiser morgenmad, går på arbejde, skændes, ler, elsker, vasker op, bekymrer dig om, hvorvidt kontoen løber tør, inden måneden er omme ... du tænker ikke på, at alt det, du har omkring dig, kan forsvinde. Selv om du hører, at verden er ved at forandre sig. Selv om du kan se det på termometret. Du tænker ikke på det før den dag, hvor det ikke længere er noget vækkeur, som får dig op om morgenen, men lyden af skrig. Flammerne er nået frem til din by, til dit hus, til din seng, til dem, du elsker. Det brænder hos dig, dit sengetøj bryder i brand, din pude begynder at ryge, og du kan ikke andet end at løbe.

Kasserne smider jeg fra mig på dørken, de skal ikke i vandet, selv om de måske alligevel havner der engang, slutter sig til havenes bjerge og øer af plast og langsomt bliver opløst til mikroplast, forsvinder ind i en fisks tarmsystem, serveres på en tallerken, bliver slugt af et menneske, der spiser sit eget affald, som vi alle spiser vores eget affald hver eneste dag.

Kan man gradbøje ordet elske?« spurgte jeg engang.

Vi lå tæt sammen i sengen, mens pulsen langsomt faldt. Jeg tror, vi var hjemme hos ham, det var vi som oftest.

»Hvad mener du?« spurgte han.

»Kan det gradbøjes, eller er ordet i sig selv så stærkt, at det altid er maksimalt, at det altid er hundrede procent?«