Vejen op, vejen ned

Og de aerostatiske fotografier, der eksisterer nu, er kun af mådelig kvalitet – vi må tænke begejstringen tilbage i dem.

Der findes to grundlæggende former for ensomhed – den ene skyldes, at man ikke har fundet én at elske, den anden, at man har mistet den, man elskede.

Sorgen er det negative billede af kærligheden, og hvis kærligheden kan vokse med årene, kan sorgen vel også?

Hvorfor stræber vi konstant efter kærlighed? Fordi kærlighed er det punkt, hvor sandhed og magi mødes. Sandhed som i fotografiet, magi som i ballonfarten.

Men når man flyver, kan man også falde ned. Der findes ikke ret mange bløde landinger. Måske bumper vi hen over jorden med benbrækkende kraft og slæbes hen mod togskinner i et fjernt udland. Hver eneste kærlighedshistorie er en potentiel sorghistorie. Om ikke i begyndelsen, så senere. Om ikke for den ene, så for den anden. Sommetider for dem begge

Man fører to mennesker sammen, som ikke før har været ført sammen, og sommetider bliver verden forandret, sommetider ikke. De styrter måske ned og brænder, eller de brænder op og styrter. Men sommetider skabes der noget nyt, og så bliver verden forandret. Sammen i den første opløftelse, den første svimlende fornemmelse af opdrift, er de større end deres to jeg’er hver for sig. Sammen ser de længere, og de ser også mere klart.

Oberst Fred Burnaby fra regimentet Royal Horse Guards og medlem af Council of the Aeronautical Society, lettede fra gasværket i Dover den 23. marts 1882 og landede halvvejs mellem Dieppe og Neufchâtel.

smerten er bevis på kærlighed. „Hvis det ikke spillede nogen rolle, ville det ikke betyde noget.“

Burnaby sammenlignede det med et „kolossalt fotografi“