Kærlighedens gerninger

Dersom der var et Kjerligheds-Forhold mellem Tvende eller mellem Flere, saa lykkeligt, saa fuldendt, at Digteren maatte juble derover, ja saa livsaligt, at Den, der ikke var Digter, maatte blive det af Forundring og Glæde over dette Syn: da er dermed Sagen ingenlunde færdig. Thi nu træder Christendommen til og spørger om Guds-Forholdet, om hver enkelt først forholder sig til Gud, og om saa Kjerligheds-Forholdet forholder sig til Gud. Er dette ikke Tilfældet, da skal Christendommen, der dog er Kjerlighedens Beskytter, eller just fordi den er det, ikke tage i Betænkning, i Guds Navn at splitte dette Forhold ad, indtil de Elskende ville forstaae det. Og vil kun den ene Part forstaae det, da skal Christendommen, der dog er Kjerlighedens Beskytter, ikke betænke sig paa at føre ham ud i et Sammenstøds Rædsel, som ingen Digter drømmer om eller har vovet sig til at skildre. Thi saa lidet som

Ja, han var Kjerlighed, og hans Kjerlighed var Lovens Fylde. „Ingen kunde overbevise ham om nogen Synd“, end ikke Loven, der veed Alt med Samvittigheden; der var og ikke Svig i hans Mund“, men Alt i ham var Sandhed

Løftet er en Dvælen ved Kjerligheden og derfor Spøg, en Spøg, der kan blive farlig, thi i Alvor er Kjerligheden Lovens Fylde.

varm, da kan han være forvisset om, at han heller ikke har Troen. Dersom Nogen mener at være Christen og dog er ligegyldig ved at han er det, da er han det sandeligen heller ikke. Eller hvad ville vi vel dømme om et Menneske, der forsikkrede, at han var forelsket, og tillige, at det var ham ligegyldigt

Det sidste, det saligste, det ubetinget overbevisende Kjende paa Kjerlighed bliver derfor: Kjerligheden selv, som bliver kjendt og gjenkjendt af Kjerligheden i en Anden. Det Lige kjendes kun af det Lige; kun Den, der bliver i Kjerlighed, kan kjende Kjerligheden, ligesom hans Kjerlighed er til at kjende.

disse nu af Andre blive kjendte eller ikke. Thi han skal jo ikke arbeide for, at Kjerligheden bliver kjendt paa Frugterne, men arbeide, at den maa kunne kjendes paa Frugterne; han skal i denne Arbeiden vogte paa sig selv, at det, at Kjerligheden kjendes, ikke bliver ham vigtigere end det ene Vigtige: at den har Frugterne og altsaa kan kjendes

Dig, m. T., og til mig, for at opmuntre ham, at han ikke lader sin Kjerlighed blive ufrugtbar, men arbeider, at den maa kunne kjendes paa Frugterne, hvad enten disse nu af Andre blive kjendte eller ikke

ngen Gjerning, ikke een eneste, ikke den bedste, om hvilken vi ubetinget tør sige: Den, som gjør dette, han beviser ubetinget derved Kjerlighed

Endog Den, der hele Livet igjennem blev bedraget af Livet, ham kan Evigheden gjemme rigelig Erstatning for; men den Selvbedragne har forhindret sig selv i at vinde det Evige.

som Troen vinkende tilbyder sig at være Menneskets Ledsager paa Livets Vei, men forstener den Frække, som vender sig om for frækt at begribe