Forladte Dage

Barnet stirrede vantro på mig. Jeg så på mig selv med samme vantro. Jeg så en kvinde stå ved et bed, få skridt fra en gammel krigsmaskine som nu husede menneskelige væsener om natten, mennesker fra fjerne verdener og uden håb. Jeg genkendte hende ikke lige med det samme. Jeg blev kun forskrækket fordi hun havde taget mit hjerte, som nu hamrede i hendes bryst.

Somme tider er vi til at holde ud, somme tider forfærdelige.

Den var som erindringen om lugten af en gammel mand der har gnedet sit slappe lem af på en i bussen.

Han blev ved indtil jeg sagde til ham at sønner af mødre der lever meget længe, aldrig forstår hvad døden egentlig er og derfor aldrig bliver voksne.

Jeg var faret vild i min tilværelse, i mine handlinger.

Engang kneppede han mig, nu knepper han en anden, hvad havde jeg forestillet mig?

Uelskede kvinder mister deres øjnes lys, uelskede kvinder dør levende.

Ikke at Mario plejede at hjælpe mig, han var altid overbebyrdet med arbejde, men hans nærvær – eller rettere fravær, der dog altid kunne forvandles til nærvær – beroligede mig.

stærkt trafikerede via Salvator Rosa