Bibliotekarerne på skolebiblioteket hed Grethe og Flemming, og de hjalp mig med at finde bøger. Jeg var en af de få brune piger, der brugte sin fritid på skolens bibliotek, og det var en glæde for dem at kunne introducere mig til litteratur, der var noget andet end Harry Potter-bøgerne. Og selv om jeg elskede Harry Potter-bøgerne, fordi de for en stund førte mig væk til en anden verden, ligesom Harry Potter forlader sin dødelige familie og oplever et andet, magisk liv, så sluttede mit magiske liv, det øjeblik jeg lukkede bogen. En Harry Potter-bog hjalp mig kun nogle få dage, og når jeg havde læst den til ende, var min virkelighed den samme – der var ingen Hagrid, der kunne hjælpe mig væk.
En dag i slutningen af 8. klasse spurgte jeg Grethe, om hun kunne anbefale bøger om autentiske kvindehistorier i nutiden. Jeg havde læst bøger som Mandelas selvbiografi og Anne Franks dagbog og søgte efter noget andet. Jeg spurgte hende, om der var noget litteratur, der handlede om sådan nogle som mig selv. Grethe vidste besked om forholdene i mit hjem, for jeg talte meget med hende. Hun gik hen til reolen og trak Rushy Rashids selvbiografiske bøger ud til mig. Jeg skimmede nogle sider og lånte bøgerne med hjem.
Havde jeg gjort oprør, hvis jeg aldrig var blevet introduceret til Rushy Rashids bøger? Muligvis ikke. For de fik det frø, som min far havde sået i mig, til at spire. Et frø, der ellers var gået i dvale. Jeg læste bøgerne og kiggede undrende på billedet på bogens omslag. Kunne det virkelig passe, at en muslimsk etnisk kvinde som mig selv, i Danmark, havde oplevet noget sådant og var kommet godt igennem det?