Emne og Hammeren. Naar han smedede, saa skabte han, og det var baade hans Bestemmelse og hans Glæde. Hvor andre kun saa det sure Slid eller det trælse Arbejde, fandt han Lykken og Stoltheden ved at se Tingene vokse frem under sine Hænder, og derigennem fandt han sig selv.
Den næste Morgen tog han fat paa at lave Glidestangen til Mejeriets store Smørkærner. Det var et Arbejde, der snart havde ligget i en Maaned, fordi ingen havde holdt af at give sig i Kast med det, men nu var Manden kommet som turde og kunde.
Imidlertid indfandt Mester og Ivar sig tidligt i Værkstedet, for nu skulde Slaget staa. Mester var endnu rødere i Hovedet, end han plejede, da han bredte Tegningerne ud paa Bordet, og han pustede allerede voldsomt.
– Ja, nu maa vi have Sving i Sagerne! sagde han ivrigt, Det hersens bliver Lystskovens Pryd, det skal jeg min Sandten love for!
– Det er rimeligt, nikkede Ivar.
– Fut i Ilden, Knægt! larmede Mester, Hvad staar du og glor efter!
Morten kastede sig over Bælgen, og Karl saa til, mens Mester dirigerede og brugte Mund, og Ivar gav sit Besyv med.
– Ja, du maa hellere prøve lidt, saa jeg kan se, hvordan Næverne sidder paa dig, mente Mester med et Blik til Karl, vi maa nok begynde med de løse Gitterstykker. Kig her engang!
Karl bøjede sig over Bordet og svnede Udkastet over Værket. Han sagde ikke noget, og det var heller ikke nødvendigt, for det gjorde Mester