– Hvem?
– Josefin. Har hun nogensinde meldt Joachim til politiet for trusler og mishandling?
– Nej, ikke så vidt vi er orienteret.
– Hvad får jer til at tro, at det er ham?
– Det vil jeg ikke komme ind på.
– Der er altså nogen, der har sagt noget under forhørene? Er det Patricia?
Pressechefen tøvede.
– Nu må du respektere det, jeg siger, sagde han. Jeg kan ikke give dig nogen detaljer. Så langt er vi ikke kommet endnu. Indtil videre har vi ikke nogen decideret mistænkt for forbrydelsen. Politiet arbejder stadig uden forudsætninger i jagten på Josefins morder.
Annika indså, at hun ikke ville komme længere. I stedet takkede hun, lagde på og ringede politiadvokat Kjell Lindström op. Han var i retten hele dagen. Hun sukkede. Hun kunne lige så godt gå ned i De syv rotter og spise.
– Der er en besked til dig, sagde receptionisten surt og rakte hende en lap papir, da hun gik forbi receptionen på vej op igen.
Martin Larsson-Berg, vicerektoren på Josefins gamle gymnasium, havde spurgt efter hende. Nummeret var ikke til hans hjem, men lod til at være et lokalnummer.
– Det var godt, at du ringede tilbage, sagde han energisk. Vi har åbnet ungdomsgården her i Täby en uge tidligere end planlagt.
– Nåh, sagde Annika, hvorfor det?
– De må have afløb for sorgen over Josefin, sagde han. Vi har et krisehold her, der kan tage sig af alle de fortvivlede unge mennesker. Rektor, psykolog, præst, ledere af fritidshjemmet, lærere….. skolen mobiliserer alle kræfter for at kunne besvare de vanskelige spørgsmål.
Annika tøvede.
– Havde Josefin virkelig så mange venner?