Jens har autisme og ser mønstre i alt. Ulla er tastedame hos politiet og savner eventyr. Sammen forhindrer de — næsten — landet i at blive besat.
København, foråret 1940. Ulla renskriver døgnrapporter hos politiet og er ikke til at styre på ti tønder land. Jens er kriminalassistent af laveste rang. Han har Aspergers og har sin helt egen logik. Sammen får de færten af, at noget ikke er helt, som det skal være. Et drama er under opsejling på den tyske ambassade, og de to outsidere forfølger spor, som andre ignorerer. Med Jens’ formidable evne til at danne mønstre af selv de mindste detaljer, og med Ullas fandenivoldske evne til at vade ind i andre mennesker med træsko på lykkes det de to originaler at komme overordentligt tæt på at forhindre, hvad der skal vise sig at blive Tysklands besættelse af Danmark.
Forfatteren af Besættelse, Lasse Holm, lå for døden, da han satte sit punktum i første udkast til, hvad der blev hans sidste bog. Trods sin fremskredne sygdom under tilblivelsesprocessen demonstrerer Lasse Holm her sin evne til at balancere velresearchet og dybdegående historisk viden med sin flair for det folkekomiske. Bogen er gjort klar til udgivelse af Lasses ven, forfatter Thomas Rydahl, som er trådt ind i teksten og har færdiggjort fortællingen efter Lasses eget ønske og helt i hans ånd.