Menneskets arkitekt har ikke kunnet lide kvinder. Derfor pisser det mig også af, at Dan tror på Gud, for dermed tror han også, at alle kvinder skal skrige af smerte, når mennesker skal bringe nye mennesker til verden, fordi den første kvinde gerne ville blive klogere. Ifølge Bibelen skal Evas ene fejl betales af alle kvinder ved at menstruere, ved at få skedesvamp og ved at flække som en julegås, når de skal have børn. Deres bryster skal agere yver, de skal degraderes til kun at være dyr. Og mændene, de skal bare få en orgasme. Man skulle have været en fugl. Bare lægge et lille æg, og så var det overstået.