HEDDER …
Quang kiggede op fra symaskinen, da fabriksklokken ringede.
Alle de andre børn lagde arbejdet fra sig og rejste sig for at holde dagens eneste pause. Det var nu, man kunne få lov til at drikke lidt vand og nå på toilettet, inden klokken atter ringede. Og måske få lidt frisk luft.
Arbejdsdagen på den varme fabrik var lang, og børnene måtte kun komme ud i pausen. Da kunne de gå op på taget, der var indrettet som en lille gård. Man kunne kigge op i himlen og se det øverste af et tempels tag. Til gengæld kunne man ikke kigge ned, for muren var for høj, og man kunne ikke kravle op, for den øverste del var pyntet med knuste flasker og glasskår, der strittede op af cementen og skinnede grønt og blåt i den brændende sol. Alligevel skyndte børnene sig hen mod døren til trappen, da klokken ringede.
Fabriksforstanderen mr. Chan trådte frem foran døren, og børnene standsede. Mr. Chan var klædt i et limegrønt sæt: bukser med pressefolder og en kortærmet skjorte og så sit store, prangende guldur. Hans tilbageredte