Som observatorier og eksistentielle spejlingsmedier tager Jan Venzel Nielsen sine høns i hånden (vingen) på en metafysisk vandring bagud i livets evolutionshistorie og hinsides denne, hvorunder de med redskaber fra filosofiens, biologiens og fysikkens verden indkredser bevidsthedens essens, som ikke etableres i René Descartes betragtning ”Jeg tænker, altså er jeg”, men i stedet viser sin grundlæggende manifestation i betragtningen ”Der er noget andet, altså er jeg”. Med denne betragtning i hånden (vingen) vandrer de fremad igen for at åbne døren til gåden om livets opståen og udvikling ud fra et bevidsthedsmæssigt perspektiv. En vandring, som i sidste ende fører frem til mennesket som jordens første skabning, der i fuldt omfang har mulighed for at erkende ”det andet” som værende ”den anden” og herved etablere sin bevidsthedsdannelse som en dialektisk proces i det duale perspektiv mellem eksistens og etik og at lade den inddrage jordens ikke-menneskelige skabninger.