Konflikt og konsensus

halter Danmark mest bagud sammenlignet med de øvrige nordiske lande i forhold til ligestilling i magt og indflydelse.

I EU’s ligestillingsindeks, der udarbejdes af det europæiske ligestillingscenter, EIGE, måler på absolutte værdier. Her ligger Danmark efter Sverige i toppen (EIGE, 2019). Målingerne har været gennemført hvert andet år siden 2013, og Danmark er gået et par pladser frem i rankingen siden første måling i 2005. Dette indeks måler på sundhed, penge, magt og viden og desuden på vold mod kvinder og intersektionalitet (EIGE, 2019). Mari Teigen og Hege Skjeie (2017), der supplerer EIGE’s tal med nordisk statistik (hvorved de får Norge og Island med), konkluderer, at man fortsat kan tegne konturerne af en nordisk ligestillingsmodel, målt på outcome. En tværgående vurdering af de nordiske lande viser desuden, at det især er på områder, hvor de øvrige nordiske lande har aktive ligestillingstiltag, at Danmark halter bagud

se, politisk indflydelse, sundhed og økonomisk deltagelse og ledelse. Det er især sundhed og ledelse, der trækker Danmark ned

Det gælder især for spørgsmålet om balance mellem arbejdsliv og familieliv (økonomisk dækning under barselsorlov, dækning med daginstitutioner og holdninger til kvinders lønnede arbejde). Det står ikke til diskussion i Danmark, at kvinder skal have vedvarende tilknytning til arbejdsmarkedet. Den dominerende danske ligestillingsstrategi, der har sigtet mod at gøre kvinder økonomisk uafhængige, har været understøttet af statslig velfærdspolitik.

dansk ligestillingspolitik i sammenligning med Sverige og Norge er præget af mere behersket styringsvilje, svagere institutioner, svagere håndhævelse og også mindre opbakning til den formelle ligestillingspolitik.

Siden 1990’erne er udviklingen inden for Skandinavien og Norden imidlertid begyndt at divergere, og mange stiller spørgsmålstegn ved eksistensen af én nordisk ligestillingsmodel eller taler om én model med fem undtagelser. De ligestillingspolitiske institutioner har også udviklet sig så forskelligt, at vi ikke mener, man kan tale om et fælles nordisk kønspolitisk regime. Dette er dog ikke undersøgt systematisk.

for et uambitiøst ligestillingsbegreb.

Analyser af mediedebatterne ligger uden for denne bogs rammer. Men gennem vores survey blandt folketingsmedlemmerne og befolkningen, herunder en dansk-norsk-svensk sammenlignende undersøgelse, har vi i denne bog taget temperaturen på de almene forestillinger om ligestilling og ligestillingspolitik i dagens Danmark

Som nævnt tolkes i forskningen netop 1990-2000’ernes afmatning i de feministiske græsrodsbevægelser og den svagere kvindeorganisering i partierne som en af de bagvedliggende årsager til stagnationen i ligestillingspolitikken og -debatten

I 1970’erne omtalte man med tidens udtryk Rødstrømpebevægelsen som en udenomsparlamentarisk bevægelse. Det understreger det synspunkt i forskningen om sociale bevægelser, at kombinationen af to slags bevægelser udgør en stærk forandrende kraft: For det første en radikal græsrodsbevægelse á la rødstrømperne, hvis aktionsrepertoire typisk er direkte aktioner og demonstrationer, og for det andet kvindeorganisationer som DK og Kvinderådet, som agerer som pressionsgrupper i forhold til den parlamentariske arena. Ritt Bjerregaard har fortalt, at den udenomsparlamentariske rødstrømpebevægelse gav kvinderne i Folketinget styrke, selv om de bestemt ikke havde sympati med ”sådan én, som sidder her og går ind på mændenes præmisser”