Hotel tusind lys

Vær ikke ugæstfri over for fremmede.
Måske er de engle i forklædning.
Indskrift på væggen i boghandlen Shakespeare and
Company, Paris

Vinduet var efterhånden kun et sort rektangel med et spejlbillede af det rum, hun sad i. På den anden side af ruden herskede mørket, et foruroligende sted, også selv om hun udmærket vidste, hvad der gemte sig derude: haverne, det ærværdige egetræ

Oliviero vågnede, anede han hverken, hvor han var, eller hvordan han var havnet der. Lige dele frygt og smerte væltede ind over ham. Han prøvede at sætte sig op, men det var umuligt. Han gav

vendte sig i sengen og dukkede langsomt op af drømmen med et smil. Hun åbnede øjnene, men kneb dem straks sammen igen. Hun havde glemt at lukke skodderne, og dagens første solstråler krøb

Storøjet var han gået omkring i Napoleons villa og havde undret sig over, at et fængsel kunne se sådan ud: blåt hav og hvide strande. Valentino var tiltrukket af, at det var en ø, måske fordi han

med de fleste af grundene til overhovedet at leve videre, var hans bedstemor – en kvinde med en høj moral og, viste det sig, en betydelig formue – sovet hen i sit byhus i Firenze. Hun var næsten

drejede sig foran spejlet og betragtede sig selv i kjolen. Den sad løst, men mindre løst, end dengang hun havde stået i badeværelset i lejligheden i Bristol og prøvet den på, omgivet af skabe med piller

Hun kunne have spurgt om mere, men det ville hun ikke. Hun havde ikke gjort det tidligere, og hun ville heller ikke gøre det nu. Hun ønskede bare, at han var den mand på motorcyklen, der

Smerten var ved at lægge sig. Lægen havde været en spinkel, elegant kvinde med stærke hænder og tykke briller og ingen engelskkundskaber overhovedet, så Valentino havde tolket. Valentino

På bænkene sad ældre mennesker og hilste på ham med et buonasera; de var ens overalt på Jorden med deres hævede ankler, udtrådte træsko og papirtynde hud, men han syntes nu, at de her på Elba udstrålede en helt særlig tilfredshed med tilværelsen