Kronobergsparken, hvor gruppen mødtes. Jeg husker, at min far var rasende over, at vi skulle med, han syntes, vi var for små til at have en holdning til Vietnamkrigen eller noget andet politisk spørgsmål for den sags skyld. Men vi tiggede og bad, og til sidst gav han sig, kyssede min mor på kinden og formanede hende at passe på os og beskytte os mod den værste antiimperialistiske propaganda.
Jeg elskede de møder.
Der var altid børn med, og stemningen var løssluppen og fri. Alle arbejdede hårdt, men ingen havde travlt. Børnene løb rundt over det hele, men var alligevel aldrig i vejen.
Eftersom jeg var så lille, fik jeg de nemmeste opgaver – for eksempel at farvelægge bogstaverne på plakaterne “USA ud af Indokina” med rødt mod hvid baggrund. Annika, som var ældre, fik lov at farvelægge amerikanske raketter, hvilket jeg var meget misundelig over.
Når vi var færdige med at arbejde