Chouanerne eller Bretagne

Fru Saint-Cyr trykkede Frøken de Verneuils Haand med den indsmigrende Venlighed, som Kvinder gerne viser hinanden, især naar der er Mænd til Stede

«Lykkelig! — Nej! Naar jeg tænker paa, at jeg staar ene, bøjet under Aaget af Samfundsvedtægter, der tvinger mig til Forstillelse, saa misunder jeg Mændene deres Forrettigheder. Men naar jeg tænker paa alle de Midler, Naturen har givet os til at fængsle jer, bøje jer ind under en Magt, som ingen af jer kan modstaa, saa vækker min Rolle i Verden Munterhed hos mig; og dog, i samme Øjeblik synes den mig ringe, jeg føler ved mig selv, at jeg vilde foragte den Mand, der lod sig besnære af disse banale Lokkemidler. Ja, snart føler jeg vort Aag, og det behager mig; i næste Øjeblik er det mig til Lede, og jeg gør Oprør imod det; snart gribes jeg af den Længsel efter Hengivenhed, som gør Kvinden saa ophøjet skøn, i næste Øjeblik brænder jeg af en Attraa efter Magt, som fortærer mig. Maaske er dette den naturlige Kamp mellem det gode og det onde, som udkæmpes i hvert levende Væsen. Engel og Djævel! De har Ret, men det er ikke først i Dag, jeg erkender min dobbelte Natur. Maaske forstaar dog vi Kvinder bedre end I vor egen Utilstrækkelighed. Har vi ikke et Instinkt, der i alt lader os ane en Fuldkommenhed, hvortil det vistnok er umuligt at hæve sig? Men,» tilføjede hun med et Suk, «hvad der gør os store i eders Øjne, det er . . .»

«Det er?»

«Naa ja, det er, at vi alle, mer eller mindre, kæmper mod en ufuldkommen Skæbne.»