Madame D'Ora

Nøjagtig historieskrivning har denne bog altså ikke kunnet blive.

Hun syntes dunkelt hun skulle kende dem allesammen – en grå gammel herre med en latterlig honnet mine forekom det hende, hun havde set i sin barndom i Bretagne; flere andre hoveder, der dukkede frem, var hende jo underlig bekendt fra steder, hun ikke mere kunne huske rundt om i verden. En overmåde svær dame, der gispede og var skoldet i ansigtet af varme, havde hun mødt mange gange i meget forskellige lande. Var det på tilskuerpladsen, var det nede i publikum, hun havde set dem før, disse personer, der alle gjorde et eller andet vanskabt indtryk, og hvis kommen frem virkede umiddelbart fornærmende? Pludselig slår det madame D’Ora, at det jo er almindelige mennesker, typer af gennemsnittet, og da føler hun en stor medlidenhed blandet med skræk for at blive væltet omkuld og gået hen over – alt dog kun som en dunkel stemning af uhygge, der jager gennem hendes ryg og får en afsmag til at stige i svælget. Det er dem, der skriver anonyme breve, tænker hun. Hun sammenfatter dette dusin hverdagsmennesker i et blik, som gjaldt det hendes liv, og hun ser med ynk, hvor de er slidte og syge, hvor noget i selve deres hovedform taler om åndelig nød, om underernæring i generationer, hvor deres eksalterede øjne savner levende blik. Hun føler sig dybt foruroliget.

Tre-fire uger efter var Edmund Halls navn atter oppe i avisernes søndagsnumre sammen med vældige illustrationer og mere eller mindre autentiske interviews, af hvis temmelig forvirrede oplysninger det fremgik, at den berømte videnskabsmand nu helt og holdent havde kastet sig over studiet af moderne spiritualisme. Et blad så’ sig endogså i stand til at bringe billedet af en kvindelig ånd, der var kommet frem under seancerne. Alle bladene lovede yderligere store efterretninger, men næste dag og de følgende dage havde de intet, og dermed var sagen ikke mere. Edmund Hall havde taget sig for at spærre sine døre for alle reportere