En morgen omkring 1989 vågnede østeuropæerne op til en ganske ny og chokerende verden. Berlinmuren var faldet og østblokken brudt sammen. Glæden og optimismen var stor — ikke mindst i Vesten.
Men hvordan har de det egentlig i den østlige del af kontinentet, her tre årtier senere? Hvordan lever de millioner af mennesker, der blev født, opdraget og indoktrineret til solidaritet, enhed, nøjsomhed og marxisme i deres nye tilværelse efter kapitalismens triumf?
Thomas Ubbesen har med tog og bus rejst til 15 lande i de østlige udkanter af vores kontinent. Han er taget helt ind i stuen hos mennesker, der har gennemlevet historien på nærmeste hold — og som alle har oplevet personlige dramaer fyldt af håb, forundring, forbløffelse, gru og spredte glimt af lykke.