Den hær der samlede sig foran byen Pest, var enorm. Kong Bela havde tilbragt dage i en form for afsind mens han lærte at begribe hvad der skulle til for at sende så mange mand i felten. En soldat kunne ikke bære mad til mere end højst et par dage før det begyndte at sinke ham og gøre det sværere at slås. Bagagekaravanen havde lagt beslag på hver eneste kærre og arbejdshest i landet, og den dækkede næsten lige så stort et areal som de samlede tropper ved Donau-floden. Kong Belas hjerte svulmede da han så på hæren. Mere end et hundrede tusind våbenføre mænd, riddere og fodfolk havde reageret på de blodindsmurte sværd der var blevet båret ud til alle hjørner af Ungarn. Hans bedste skøn gik på at de mongolske styrker var halvt så store eller mindre end det antal han havde fået varsel om at han kunne forvente. Kongen sank den gule galde der steg op i halsen på ham. Han stod måske nok kun over for halvdelen af den Gyldne Horde, men de rapporter han fik fra nordlandet, omtalte ufattelige ødelæggelser. Der ville ikke komme nogen hære til undsætning fra Boleslav eller Henrik. Alt hvad han havde hørt af efterretninger, sagde at de havde rigeligt at gøre med at overleve tumanernes hærgen deroppe. Lublin var med sikkerhed faldet, og der var en enkelt rapport om at Krakow også var blevet brændt ned, selv om Bela ikke kunne se hvordan noget sådant skulle være muligt. Han kunne kun håbe at der var tale om overdrevne rapporter, digtet af skræmte mænd. Det var bestemt ikke informationer som det ville sømme sig at dele med hans officerer og allierede.