jeg kan gøre det.
Du er ikke en dræber.
Jeg tager en dyb indånding og slipper pilen. Mine arme ryster fra rekylen. Skabningen falder forover. Dens arme fægter vildt og sender en pyramide af gyldne æbler ud på gulvet. Jeg trykker mig selv ned mod en tyk samling rødder og kamuflerer mig selv, som jeg har lært. Tjenerne skriger og kigger sig omkring efter gerningsmanden.
Ved siden af mig har Spøgelset et lille smil om læberne. “Var det din første?” spørger han. “Har du slået ihjel før?” præciserer han, da jeg ser uforstående på ham.
Må døden blive din eneste følgesvend.
Jeg ryster på hovedet, for jeg stoler ikke på, at jeg kan sige løgnen overbevisende.
“Nogle gange kaster dødelige op. Eller græder,” siger han og er tydeligvis glad for, at jeg ikke gør nogen af delene. “Det bør du ikke skamme dig over.”
“Jeg har det fint,” siger jeg. Jeg tager en dyb indånding og sætter en ny pil på armbrøsten.
Jeg føler ikke skam, men en nervøs adrenalingennemsyret beredvillighed. Det er, som om jeg er trådt over en eller anden form for tærskel. Før vidste jeg ikke, hvor langt jeg ville gå. Nu tror jeg, at jeg har fået svaret. Jeg vil gå lige så langt, som man kan. Jeg vil gå alt for langt.