”Den moderne poesi bør være ’forståelig’, hævdes der; og med ’forståelig’ mener man i de fleste tilfælde, at den skal kunne læses på samme måde, som man læser en dagbladsartikel.
Hvorfor stiller mange mennesker stadig det krav til den moderne digtning, at den skal være noget andet, end den er: digtning? Jeg mener at have fundet et svar: Utrolig mange mennesker ved ikke, hvad der er det ejendommelige for nutidig poesi, altså hvilke egenskaber den moderne lyrik er i besiddelse af.”
Poesiens verden indeholder en rigdom af følelser og billeder, som ingen anden kunstart kan hamle op med. Desværre kan mange mennesker have svært ved at forstå poesien godt nok til at påskønne alt det, poesien kan. Ofte skyldes det ikke et manglende ønske om at læse poesi, men simpelthen at man aldrig har lært at læse poesi for det, det er: digtning, som ikke tjener et oplysende eller opdragende formål.
Litteraturkritiker Steffen Hejlskov Larsen giver en interessant og lettilgængelig indføring i, hvordan man får mest muligt ud af at læse poesi. I bogen beskrives de forskellige elementer af poesi og poesiens sprog, og der gives eksempler på moderne poesi af blandt andre Tom Kristensen og Jørgen Sonne.
Bogen udkom første gang i 1965.
Steffen Hejlskov Larsen (1931–2009) var en dansk litteraturkritiker, der både skrev anmeldelser i Berlingske Aftenavis og udgav en lang række bøger om litteratur, sprog og læsning. Hans nykritiske analyser af lyrik fik betydning for bl.a. tekstlæsningens pædagogik.