En rejse begynder
Da Albert vågnede den næste morgen, skinnede solen lige ind i hans seng, og da han så alt det dejlige, gule solskin, sagde han til sig selv:
Ooojj, det må være fridag i dag, sådan som solen skinner.
Han hoppede ud af sin seng, tog sin fiskestang og klatrede ud ad vinduet. Han stod lidt i det våde græs og lyttede. Inde bag et vindue kunne han høre sin far snorke, og han kunne høre sin mor grynte og småskænde i søvne.
Albert gik rundt om huset. Oppe på gavlen sad solsorten og sang morgensang, og nede på engen listede en sort kat rundt for at fange søvnige mus.
Ih, sagde Albert. Sikke en dejlig dag. I dag tror jeg, der sker en hel masse spændende.
Han hoppede over stendiget og løb ned gennem byen for at hente Egon.
På vejen mødte han klokkeren, der skulle hen til kirken for at ringe solen op.
Hvor skal du hen? spurgte Albert og stod stille på vejen.
Hen og ringe solen op, vrissede klokkeren morgengnavent og kløede sig i øret.
Jamen solen er jo stået op for længe siden, sagde Albert.
Ti stille, knægt, vrissede klokkeren og truede ad ham. Forsvind med dig, lille skarn.
Albert hoppede videre ned gennem byen, mens han spekulerede på, hvorfor klokkeren ikke ringede solen op i ordentlig tid.
Solen er nok ligeglad med ham, sagde Albert til sig selv. Den står bare op, når den har lyst.
Han gik og fløjtede lige op i luften, mens græshopperne spillede i grøftekanternes høje græs mellem de blinkende dugdråber. En gang imellem stod han også stille og kikkede ind i haverne for at se, om der skulle være nogle modne blommer, for næst efter pærer var blommer det bedste, Albert vidste. Men det eneste, han så, var havemøbler og blomsterbede og plastikstorke.
Mærkeligt, sagde han til sig selv. Der er næsten aldrig nogen i den her by, der dyrker blommetræer.
Og så digtede han en sang, der lød således:
Hver sommer
sku’ alle drenges lommer
være fulde
af blommer.
Egon var ikke at se nogen steder, så Albert gik om til hans vindue. Vinduet var mørkt og lukket.
PIST, sagde Albert.
Men Egon viste sig ikke.
Det var da mærkeligt, tænkte Albert. Måske er han blevet syg.
Han skulle lige til at kaste en sten op på vinduet, da Egons mor stak sit søvnige hoved ud ad døren.
Skrub af, råbte hun. Egon skal blive i sengen i dag.
Hvad har han nu gjort? spurgte Albert.
Ikke noget, sagde Egons mor. Han skal blive der for IKKE at gøre noget. Og du behøver ikke at vente på ham, for han er bundet fast til sin seng, og vinduet er sømmet fast.
Måske slipper han løs alligevel, sagde Albert.
NEJ, råbte Egons mor. For i dag holder jeg øje med både ham og dig.
Nå, sagde Albert. Det var en skam.
Og så traskede han alene ned mod bækken.
Halløj, bæk, råbte han, da han fik øje på bækken