På nye vildere eventyr

…
Det er muligt, at verdens regnskove er ved at forsvinde, men lige her, hvor vi var lige nu, midt i West Papuas jungle, virkede det, som om den var uden ende. Jeg har ladet mig fortælle, at indianerne i Sydamerika har over tohundrede navne for grøn – nu forstod jeg hvorfor.
Vi standsede midt på dagen ved en sandbanke i floden for at spise frokost og for at tisse. Det var holdt op med at regne, hvilket var dejligt.
Instant noodles.
„Børnene blev også godt trætte af Instant noodles,“ grinede jeg til Jean-Gabriel, medens jeg rørte rundt i min skål.
„Ja, jeg savner dem,“ sagde han, „det var nu så hyggeligt, da de var her.“ Det varmede mit hjerte at høre ham sige det. Jeg savnede dem usigeligt meget, men det var så dejligt, at han også elskede og savnede dem.
Da vi gik tilbage til kanoen, så vi en stor fed krokodille plaske ned i floden.
„Det er ikke nu, du skal hoppe i floden igen, Jonas.“