Prolog

Pigskoene
Traditionerne, der umiddelbart ligner god og nødvendig familie, holder flot sammen på hjemmet. Hver dag limer de medlemmerne strammere sammen, og løsrevne dele, der viser tegn på en selvstændighed, tapes fastere til stammen af far, inden de så meget som når at vrikke med tåen.
Kroppen sidder og venter på, at farstemmen kalder den ned til weekendens første middagsritual. Den er nyvasket og lige kommet hjem fra en lille tidslomme af frihed og atletik. Lemmerne er formet helt rigtigt til sprint, som faren hver tirsdag og fredag, eller når de som far og datter løber weekendtur i skoven, bemærker, inden han stolt sender kroppen af sted.
Den udgør en lang tynd pil med smidige, dyriske muskler, og de to knopper på brystet er små nok endnu. Alligevel er den hæmmet, for naturkraften insisterer som vreden på fortættet og forskræmt at blive indeni. Hun kan ikke få den til at eksplodere, den nægter at spurte igennem, det er angsten, og hun kan hverken kaste frit eller virkelig springe til. Tvangstankerne kredser om noget med hjertet, det kunne eksplodere eller stoppe, så alt bliver sort, og allerede opvarmningen pisker bevidstheden rodende, men skriget bliver derinde, og i dag slog hun sig ikke så slemt.

der er gået syv år

der nu er blevet teenager uden helt selv at kunne følge med.

Pigskoene
Traditionerne, der umiddelbart ligner god og nødvendig familie, holder flot sammen på hjemmet. Hver dag limer de medlemmerne strammere sammen, og løsrevne dele, der viser tegn på en selvstændighed, tapes fastere til stammen af far, inden de så meget som når at vrikke med tåen.
Kroppen sidder og venter på, at farstemmen kalder den ned til weekendens første middagsritual. Den er nyvasket og lige kommet hjem fra en lille tidslomme af frihed og atletik. Lemmerne er formet helt rigtigt til sprint, som faren hver tirsdag og fredag, eller når de som far og datter løber weekendtur i skoven, bemærker, inden han stolt sender kroppen af sted.
Den udgør en lang tynd pil med smidige, dyriske muskler, og de to knopper på brystet er små nok endnu. Alligevel er den hæmmet, for naturkraften insisterer som vreden på fortættet og forskræmt at blive indeni. Hun kan ikke få den til at eksplodere, den nægter at spurte igennem, det er angsten, og hun kan hverken kaste frit eller virkelig springe til. Tvangstankerne kredser om noget med hjertet, det kunne eksplodere eller stoppe, så alt bliver sort, og allerede opvarmningen pisker bevidstheden rodende, men skriget bliver derinde, og i dag slog hun sig ikke så slemt.
Nu står pigskoene ovre i skabet. I kælderen hænger håndklædet, og de stramme, syntetiske pink shorts ligger i vaskekurven. Hun venter, blikket flakker rundt, og fingrene roder rundt i håret. Det er langt, det slasker, dets våde slanger er filtrede, og et par af dem bliver ved med at hænge sig ned foran det nøgne, drengede ansigt, der ellers er blevet gammelt nok til mascara og kohl.

Det er langt, det slasker,

Fire måneder, der fortsætter