Vil De føre menneskene tilbage til opfyldelse af deres første pligter, så begynd med mødrene. De vil blive forbavset over den omvæltning, De afstedkommer. Fra dette første skridt på fordærvelsens vej: at mødrene vægrer sig ved at amme deres børn, kan alt udledes; ethvert moralsk begreb opløses, de naturlige følelser afstumpes i alle hjerter, hjemmene gør et dødt og glædesløst indtryk, det rørende billede af en opvoksende familie fængsler ikke mere fædrene og vækker ikke fremmedes ærbødighed; man har mindre agtelse for en moder, hvis børn man ikke ser; der er intet sammenhold i familierne, intet dagligt samvær til styrkelse af blodets bånd. Det er, som om der efterhånden hverken er fædre, mødre eller børn, hverken brødre eller søstre;