Årene

hele virkeligheden var til eksamen, inklusive det man sagde når man kritiserede den, idet man blev opfordret til grundigt at granske den dybere bevæggrund for sin kritik, hvor taler du fra? Samfundet gik ikke længere sin naive gang. At købe en bil, bedømme en opgave, føde, alt havde betydning.

Og vi der ikke lod os narre, vi der lavede seriøse analyser af reklamens farer med eleverne og gav dem stileemner som “Er lykken at eje ting?”, vi købte et hi-fi-musikanlæg i FNAC, en Grundig-radio med kassetteafspiller, et Bell og Howell super 8-kamera og følte at vi brugte moderniteten til intelligente formål. For os og gennem os blev forbruget forædlet.

Intet af det man hidtil havde betragtet som normalt, var en selvfølge. Familien, uddannelsen, fængselsvæsnet, arbejdet, ferien, vanviddet, reklamerne, hele virkeligheden var til eksamen, inklusive det man sagde når man kritiserede den, idet man blev opfordret til grundigt at granske den dybere bevæggrund for sin kritik, hvor taler du fra? Samfundet gik ikke længere sin naive gang. At købe en bil, bedømme en opgave, føde, alt havde betydning.

I en forbløffende fart dannede vi alle sammen bittesmå isolerede, vandtætte celler hvor vi unge par og forældre sås og betragtede de ugifte som en umoden art der hverken kendte til gældsbreve, de små Bledina-glas med babymad eller Dr. Spock, og hvis frihed til at komme og gå krænkede os en lille smule.

Når man til aftenmessen havde istemt vi forsager Djævelen og alle hans gerninger, vi tror på Jesus Kristus, kunne man fritage sig selv fra religionsudøvelse; så var man slået til kristen og udstyret med den nødvendige og tilstrækkelige bagage til at føle sig integreret i det herskende fællesskab samt en garanti for at der helt sikkert er noget efter døden.

Man holdt øje med hvad naboerne anskaffede sig, og misundte dem disse tegn på succes der gav dem social status.

Ligesom det seksuelle begær ophører hukommelsen aldrig. Den kobler de døde sammen med de levende, de virkelige personer med de imaginære, drømmen med det der virkelig skete.

Det der er vigtigt for hende, det er tværtimod at gribe det tidsspand som udgøres af hendes ophold på jorden i en bestemt epoke, den tid som gennemstrømmer hende, den verden som hun har optaget i sig bare ved at leve i den. Og det er i en anden følelse hun har hentet intuitionen om det der skal være formen på hendes bog, den følelse som kommer over hende når hun ud fra et fikseret erindringsbillede – på en seng på hospitalet med andre børn som har fået fjernet mandlerne efter krigen, eller i en bus som kører gennem Paris i juli 68 – opløses i en uklar

Gud er død, Marx er død, og selv har jeg det heller ikke for godt.” Vi var så sjove

Den forgangne tid forsvandt fra middagsbordene, den sad ikke længere i kroppen og stemmen på dem der havde bevidnet den. Den befandt sig nu i fjernsynet, i dokumentarfilm kommenteret af en stemme som kom ud af ingenting. “At huske” var en borgerpligt, et tegn på retfærdighedssans, en ny patriotisme. I fyrre år havde ingen af os vist folkedrabet på jøderne nogen særlig opmærksomhed – hverken filmen Nat og tåge eller Primo Levis og Robert Antelmes bøger kunne siges at have tiltrukket masserne – nu troede vi at vi følte skam, men det var en forsinket skam. Det var først da vi så filmen Shoah at bevidstheden forfærdet kunne betragte omfanget af sin egen umenneskelighed