Han bekendte, ja han fortalte med en slags generindringens nydelse og fryd, at lidenskaben for hans madmor var vokset dag for dag, så at han til sidst ikke vidste, hvad han gjorde, eller, som han udtrykte det, ikke anede hvor han skulle gøre af sit hoved. Han havde hverken kunnet spise eller drikke eller sove, maden var blevet siddende i halsen på ham. Han havde gjort, hvad han ikke skulle gøre; hvad der var blevet pålagt ham, havde han glemt, han var som forfulgt af en ond ånd, indtil han en dag, da han vidste, hun var oppe i et kammer ovenpå, var gået efter hende, eller snarere var blevet draget efter hende; da hun ikke ville lytte til hans bønner, ville han tage hende med vold; han ved ikke, hvad der kom op i ham, og tager Gud til vidne på, at hans hensigter med hende altid havde været reelle og at han ikke havde længtes efter andet, end at hun giftede sig med ham, at hun ville leve sit liv sammen med ham.