Farligt valg

ikke lade være med at tænke, at hvis det var blevet plat, så havde han nok forsøgt sig med to ud af tre i stedet.
Han bankede på hoveddøren, før han fik tænkt sig om. Den polerede sorte lak vidnede om stor omhu og omsorg og underspillet rigdom.
Da den gik op, stod der en stor mand, han ikke kendte, i døråbningen. Han var klædt som lakaj, men han havde et ansigtsudtryk, som tydede på, han kendte sit værd.
”Kan jeg hjælpe Dem, sir?”
Nicholas kunne mærke mandens nedladenhed. Hans tøj var beskidt efter den lange rejse, og det var ikke blevet repareret længe. Han havde fuldskæg, og hans hår var ikke blevet klippet for nylig. Han var glad for, der ikke var noget spejl inden for døren.
”Er nogle af de aristokrater til stede i aften, som ejer etablissementet?”
Han forsøgte at udtale ordene omhyggeligt. Der skulle ikke meget til, så ville manden beordre vagterne ved døren til at smide ham ud. Han vidste, han så desperat ud i øjnene.
”Ja, det er de, sir.”
”Vil De vise mig ind til dem?”
”Så gerne, sir. Men må jeg først tage Deres hat og frakke? Og vil De venligst give mig Deres navn?”
”Bromley. Ejerne ved, hvem jeg er.”
”Hvis De venter her, sir.” Lakajen hængte Nicks overtøj på en række træknager formet som erigerede lem inden for hoveddøren. Han blev chokeret af, hvor åbenlyst det hele var. Det havde mærkelig nok aldrig chokeret ham før.
Det var endnu en ting, der forvirrede ham. Endnu en måde, han var blevet forandret på. Han var tør i munden. Han ville ønske, han havde medbragt sin lommelærke med cognac.
Så kunne han høre lyden af stole, der skrabede hen over gulvet og

James-floden, Virginia – 1818
Han var fuldstændig udmattet og kold, og det havde han efterhånden været længe.
Han kunne mærke det i hænderne og hjertet. Og i den vrede, der vældede frem, hver gang han trak vejret ind. Og frygten, der mærkedes, når han hørte lyden af floden.
Engang vidste han, at han havde været anderledes. Den viden sendte en skarp smerte igennem ham, som var værre end alt andet, man overhovedet kunne forestille sig. En uhåndgribelig vished, der var lige ved at blive til en stor misforståelse.
Han bandede, idet han sænkede kroppen ned i vandet og lukkede øjnene, fordi kulden smertede. Med den hånd, han stadig havde følelse i, greb han fast i sivene, så han kunne holde balancen. Han var her et eller andet sted … Den mand, der havde stukket ud efter ham med en kniv. Han kunne mærke hans tilstedeværelse, tæt på nu … En skygge et sted i mørket, og som man lige knap nok kunne se. Han havde ingen andre våben end sin intelligens. Ingen anden måde at beskytte sig på end desperationen fra de mange år, han havde levet helt alene. Han kunne ikke huske, at han nogen sinde havde følt sig tryg.
Stemmen dukkede uventet op. Et sted tæt på.
”Nicholas Bartlett? Er du der?”
Lyden fik ham til at dreje hovedet. Navnet lød velkendt. Stavelserne var klare, idet de løb sammen og blev til noget, der gav mening på forfærdelig vis.
Han ønskede at standse de minder, der nu pludselig dukkede op. Hver erindringstråd blev til mere og mere, og de opbyggede et billede. Ord, der trak i hans livs svimlende tomhed og forankrede ham til sandheden igen. En sandhed, der lå hinsides forståelse, og hinsides al vantro.