James-floden, Virginia – 1818
Han var fuldstændig udmattet og kold, og det havde han efterhånden været længe.
Han kunne mærke det i hænderne og hjertet. Og i den vrede, der vældede frem, hver gang han trak vejret ind. Og frygten, der mærkedes, når han hørte lyden af floden.
Engang vidste han, at han havde været anderledes. Den viden sendte en skarp smerte igennem ham, som var værre end alt andet, man overhovedet kunne forestille sig. En uhåndgribelig vished, der var lige ved at blive til en stor misforståelse.
Han bandede, idet han sænkede kroppen ned i vandet og lukkede øjnene, fordi kulden smertede. Med den hånd, han stadig havde følelse i, greb han fast i sivene, så han kunne holde balancen. Han var her et eller andet sted … Den mand, der havde stukket ud efter ham med en kniv. Han kunne mærke hans tilstedeværelse, tæt på nu … En skygge et sted i mørket, og som man lige knap nok kunne se. Han havde ingen andre våben end sin intelligens. Ingen anden måde at beskytte sig på end desperationen fra de mange år, han havde levet helt alene. Han kunne ikke huske, at han nogen sinde havde følt sig tryg.
Stemmen dukkede uventet op. Et sted tæt på.
”Nicholas Bartlett? Er du der?”
Lyden fik ham til at dreje hovedet. Navnet lød velkendt. Stavelserne var klare, idet de løb sammen og blev til noget, der gav mening på forfærdelig vis.
Han ønskede at standse de minder, der nu pludselig dukkede op. Hver erindringstråd blev til mere og mere, og de opbyggede et billede. Ord, der trak i hans livs svimlende tomhed og forankrede ham til sandheden igen. En sandhed, der lå hinsides forståelse, og hinsides al vantro.