Det var tydeligvis også denne fascination af myten om rejseholdet som politiets hårde hunde, der i første omgang var årsagen til en opringning, jeg modtog engang i slutningen af 90’erne. På det tidspunkt var jeg blevet forfremmet til stillingen af kriminalkommissær og var leder af drabssektionen på rejseholdet, hvor jeg inden for en overskuelig tidsramme kunne fejre mit tyveårs jubilæum.
Daværende dramachef i Danmarks Radio, Rumle Hammerich, havde i bladet Ud & Se læst et stort interview med mig, hvori jeg fortalte om arbejdet med at opklare drab på rejseholdet. Han ringede, fortalte han mig, fordi de efterfølgende havde talt om at lave en tv-serie med udgangspunkt i det interview, hvori jeg også blev citeret for rejseholdets motto, som også er titlen på denne bog. Han fortalte, at de havde haft stor succes med serier som Taxa og Landsbyen, og nu ledte de med lys og lygte efter inspiration til en politiserie. Deres seeranalyser viste, at mens tv-serien Taxa, der foregik i København, var blevet set af Østdanmark, var Landsbyen blevet set af Vestdanmark, fordi den foregik i provinsen. Nu havde de så fået øje på rejseholdet, som de mente var genialt, fordi det forenede de to landsdele: Nok arbejdede vi i provinsen, men vi hørte hjemme i København. Og det der med at jage et bæst og fange et menneske kunne selv det største manuskriptgeni ikke have udtænkt.
I begyndelsen af 80’erne havde der på DR været vist en serie med samme navn, og den havde været så jammerlig, at serien blev afbrudt efter en halv snes afsnit. Umiddelbart kunne vi ikke se fidusen i en ny serie. Men efter flere samtaler og møder med blandt andre seriens hovedforfatter, Peter Thorsboe, endte det med, at vi besluttede at hjælpe holdet bag den nye tv-serie til at skildre vores hverdag på en realistisk måde samt finde en tone, vi kunne genkende fra vores arbejde. Sagerne måtte de selv finde via pressen og andre tilgængelige kilder som domme og bøger.
Min chef Per Kanding, min gode kollega Kurt Kragh og jeg inviterede manuskriptforfatterne ud i rejseholdets lokaler, hvor vi tegnede og fortalte om vores arbejde, og snart havde vi også nysgerrige instruktører og skuespillere rendende. Kurt og jeg lavede seancer om afhøring, hvor vi sad over for hinanden som afhører og mistænkt, så de fik en fornemmelse af, hvordan virkeligheden var. Fra amerikanske film kendte de alle afhøringsklicheerne, så de var overraskede over på første hånd at opleve, hvordan virkeligheden formede sig.
Den dag, hvor vi skulle gennemspille en afhøring af Mads Mikkelsen, der i serien spiller kriminalassistent Allan Fischer, strammede vi skruen en omgang. Vi havde på forhånd forhørt os om hans private interesser, og i løbet af afhøringen fik vi ham ind på netop dette spor. Da han begyndte at fortælle om, hvordan han holdt af at fiske, gik Kurt og jeg i gang med langsomt at spinde ham ind i løgnen. Vi vidste, at det var motorcykler, han brændte for, og så kørte vi på ham et stykke tid.