Døden kører Audi

Når man gik mellem boligblokkene i Stentofte fandt man altid ødelagte ting. Sønderrevne paraplyer, smadret elektronik, knust eller afbrændt legetøj.

sagde, at hvis man ikke er kræsen, er der altid et eller andet: Mc D, 7-Eleven, ISS. – Du ville have godt af det, grinte han, du skal ud af det hul.

Jeg flyttede midlertidigt hjem til min ven Stanley. Jeg sendte gruppemails ud og kiggede annoncer på dba.dk og skrev status-updates på Facebook for at skaffe en lejlighed så hurtigt som muligt.

I begyndelsen tog jeg det ikke så tungt.

Jeg sendte ansøgninger af sted, og det lykkedes mig også at komme til et par samtaler, men jeg var tættere på fyrre end tredive, og det er gammelt i reklamebranchen. Jobsamtalerne forekom mig desuden mere at være foranstaltet, fordi den rituelle ydmygelse glædede intervieweren, end fordi der var en reel chance for et job.

Det var midt i 2008, og krisen var begyndt. Alle jobs i branchen hang i en tynd tråd, så for min chef var det en kærkommen lejlighed til at få fyret en mand til. Jeg måtte klappe min mac sammen og sige farvel til de andre ansatte på bureauet.

Vi tog skoene og sokkerne af og begravede fødderne.

Vi stillede os op bagerst i køen. Klokken ringede igen, og en pilgrim kom ud ad døråbningen

Mens vi kørte, sagde jeg ting som, stakkels

Til venstre bredte sig en strand og et turkist

evende og ikke ville os det godt.
Vi snakkede ikke meget sammen den aften, men i modsætni