Hvad morgendagen end måtte bringe, vil disse ting og disse mennesker altid forblive hos én. Kraften i at vælge et liv, en elsket og et sted at stå fast vil blive ved med at være der for at kunne påkaldes og give ny mening til ens filtrede historie. Hvad vigtigere er, vil den også være der, når man vakler, når man er faret vild, og forlene én med et nyt kompas i hjertet.
Fra nu af vil fortidens voldsomme tyngdekraft have fået en formidabel udfordrer: det nuværende liv. Sammen fik Patti og jeg én og én til at blive tre. Det er rock’n’roll!
Dette nye liv åbenbarede, at jeg er mere end blot en sang, en historie, en nat, en idé, en positur, en sandhed, en skygge, en løgn, et øjeblik, et spørgsmål, et svar og en hvileløs flig af min egen og andres fantasi … Arbejde er arbejde … men liv … er liv … og liv overtrumfer kunst … altid.