Den gode læge Uldall kom en sen aften, da Andersen var faldet i søvn: “Han så på den og sagde, der alt var hul og trykkede nu, det var den voldsomste smerte, han gentog forskellige tryk 5 a 6 gange, jeg skreg højt Jesu og sank i afmagt, det var et moment, jeg vidste intet mere, jeg syntes at gå over i en drøm, han stod for mig, kastede vand i ansigtet: “ja, jeg tog hårdt!” sagde han, “men jeg måtte få alt ud”. Han var så venlig og hyggelig om mig, redte sengen lidt bedre, feberkulde gøs i mig; det er nervøs gysning! sagde han, der var kommet meget blod og materie, jeg fik varme omslag, følte mig langt bedre og sov.”