Egon begynder at vokse.
Han vokser og vokser og vokser…
Han får vokseværk.
Han bliver større end sin far og mor.
Han bliver verdens største barn.
Han bliver større end alle de voksne
– men hvad siger de voksne nu til det?
Det er de voksne, der skal være store.
Det er de voksnes verden, vi lever i.
De voksne bestemmer det hele.
De voksnes børn har intet at skulle have sagt.
Men nu går børnenes store drøm i opfyldelse.
De bliver størst.
De kan lave deres eget børneværn
– hvordan mon den ser ud?
KÆMPE STORE EGON er et moderne eventyr, der fortæller om vores verden og vores tid. Det vil sætte fantasien i sving hos både børn og voksne. Det er en historie, som børn og voksne kan læse sammen og snakke sammen om, og måske kan de gennem eventyret lære hinanden bedre at kende.
Palle Petersen er født i 1943 på Nørrebro i København. Han har skrevet en lang række bøger for og om børn og unge, deriblandt en serie prisbelønnede historiebøger og skildringer fra u-lande, han har rejst i. Det er især de svage, de oversete og de udnyttede, han har søgt at finde frem til i sine bøger, og ofte tager han udgangspunkt i det arbejdermiljø, han selv stammer fra.