Bar

Min storebror var allerede svært medicineret ligesom min mor, så vidt jeg kunne forstå på min far

Det blev til to? Du mener, du skrev to?“ sagde jeg, næsten anklagende.
„Det føltes ikke, som om jeg skrev det. Det føltes, som teksten bare ville være noget andet, end jeg ville have den til at være. Jeg snød den,“ sagde han.
„Det lyder faktisk mere, som om den snød dig,“ sagde jeg.
Jeg besluttede

For mig virker det bedst, når jeg snyder mig selv,“ sagde han.
„Snyder? Hvordan kan man snyde sig selv,“ spurgte jeg.
„Eller måske ikke mig selv. Men så teksten i hvert fald. Man skal snyde teksten. Eller sig selv. Jeg ved ikke helt, hvordan man skal forklare det. Men jeg plejer i hvert fald at få de bedste resultater sådan,“ sagde han.
Sommetider hadede

Jeg rystede på hovedet og tømte min øl. En af de kommende dage var jeg nødt til at kvæle en lyriker. Om ikke andet, så i en novelle

Hvis nogen miksede en bowle i hendes fede, feministiske hofteskål, ville der været til et helt homobryllup

Han satte lige flaskens munding til læberne, og da han så vendte bunden i vejret på flasken, rendte pilsnerøllen direkte ud af den. Præcis ligesom hvis man havde hældt den ud på et gulv. Lige så hurtigt, som den rendte, lige så hurtigt var den væk. Jeg tænkte på ham som et nedløbsrør. Svend var en slags nedløbsrør. Den rendte simpelthen lige igennem ham. Bagefter svingede han flasken, så der sjaskede øl ud på gulvet og på hans tøj og på ruden i telefonboksen. Det var noget skum, der partout skulle ud.

En lang overgang var min eneste tro på en højere magt, at jeg sad til AA-møderne sammen med andre mennesker, jeg ikke kendte. Det humanistiske aspekt tiltalte mig. Jeg var der for min sidemand. Han var, uanset hvem han var, min Gud. Det fungerede nogenlunde på den måde.

Under et arrangement i en kirke ude på Østerbro, skete der imidlertid noget mærkeligt. Jeg skulle være gæsteprædikant, hvilket jeg dybest set syntes var noget nær sindssygt, fordi jeg ikke engang var medlem af klubben. Men pludselig faldt nogle brikker på plads. Det gik op for mig, hvordan jeg skulle nærme mig den kristendom, som jeg egentlig altid godt havde kunnet lide, igen. Efter lange overvejelser – og nogle samtaler med en præst – begyndte jeg ligefrem at læse teologi på universitetet. Jeg ville gerne lære de uddøde sprog. Og jeg ville gerne forstå Bibelen og hele ideen bag reformationen og folkekirken bedre.

Men jeg har tit mareridt om, at jeg har drukket. Jeg vågner, og jeg tror lige – måske i 30 sekunder eller et minut – at jeg har været i byen aftenen forinden. Jeg hader mig selv, jeg føler hele mit liv med
ét slag er meningsløst, alt hvad jeg har opnået, er styrtet i grus. Men så kommer jeg til mig selv og opdager, at det var en drøm. Det føles ufattelig virkeligt. Det er noget af det værste ved at være stoppet, synes jeg faktisk,“ sagde jeg.

Christopher tog det pænt. Jeg kunne bare betale, når jeg havde noget i overskud. Vi havde været det meste igennem nu. Jeg gik til møder i AA regelmæssigt. De første tre måneder havde jeg ikke tænkt på andet end at drikke. Men nu havde jeg faktisk lommer på flere timer, hvor det slet ikke var i min bevidsthed. Jeg tænkte, at jeg nok var ved at være i mål.

„I mål? Du er ikke i mål. Du kommer aldrig i mål,“ sagde han hårdt.

„Aldrig?“

„Nu skal jeg give dig lidt statistik, Kristian. Omkring 30 procent
af dem, der holder op med at drikke, er stadig ædru efter tre år. Eller sagt på en anden måde, så er der syv ud af ti, der begynder igen,“ sagde Christopher.

„Hvorfor begynder de igen?“

„Det er der mange grunde til. Vi har jo været igennem tilbagefaldsbehandlingen, og der har du en del af det,“ sagde han og mindede mig om den sidste måneds sessioner.

Vi havde siddet i det lille lokale i Helsingør og gennemgået, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg fik tegn på, at der var en risiko for at tage et tilbagefald. Der var mange tegn.

„Hvis du joker med alkohol. Hvis du bliver meget optaget af det i en periode. Hvis du har noget at fejre. Mange mennesker ved slet ikke, at der er rigtig mange alkoholikere, der begynder at drikke igen på mærkedage. Hvis du ikke har drukket i et års tid, så har du jo bevist, at du kan stoppe. Så kan du vel godt tage én dag ud af kalenderen og holde fri? Det skal jo også lige fejres. Og så falder de i,“ sagde han.

Det eneste, jeg vidste om AA, var, at det var for alkoholikere. Det var vi så blevet enige om, at jeg nok var. Men det var jo ikke sådan nogle som mig, der kom dér. Det var nogle … Det var dem, der … Det var …

„AA. Er det ikke mest for tabere?“ spurgte jeg direkte.

„Jo, det kan du da godt sige. Jeg er kommet der i de sidste 14 år,“ sagde han.

„Men som coach jo, ikke?“

„Som alkoholiker. Eller taber, som du sagde. Man kan måske godt kalde alkoholikere for tabere. Synes du, du er en vinder, Kristian? Og hvis du gør, hvad er det så helt præcis, du har vundet?“ spurgte han.