Buddenbrooks

„For Guds skyld, papa! – Jeg spadserer gerne i krattet derude om sommeren; men det hele ville være ødelagt for mig, hvis den smukke, frie natur skulle klippes så ynkeligt sønder og sammen …“

„Jamen hvis den frie natur tilhører mig, har jeg så for dyvlen ikke ret til at indrette den som det passer mig …“

„Åh, far, når jeg ligger i det høje græs under de frodige buske, så synes jeg nærmere at jeg tilhører naturen og ikke har den mindste ret over den …“

Da Buddenbrooks’ sørgeår endnu ikke var omme, blev de to forlovelser kun fejret i familiens kreds

Hans fædrene bys mure, som han med vilje og bevidsthed havde lukket sig inde bag, åbnede sig og blottede verden for hans blik, hele den verden, han i sine unge år havde set et og andet lille stykke af, og som døden nu lovede at skænke ham helt og holdent. Rummets og tidens og dermed historiens bedrageriske erkendelsesformer, bekymringen for en glorværdig, historisk videreeksistens i efterkommernes person, frygten for en eller anden endelig historisk opløsning og nedbrydning, – alt dette frigav nu hans ånd og hindrede ham ikke længere i at begribe den vedvarende evighed. Intet begyndte og intet hørte op. Der fandtes kun en uendelig nutid, og den kraft i ham, der elskede livet med en så smerteligt sød, påtrængende og længselsfuld kærlighed, og som hans person kun var et forfejlet udtryk for – den ville altid forstå at finde adgang til denne nutid.