Buddenbrooks

er, kære datter, ikke født for det, vi med nærsynede øjne regner for vor egen, lille, personlige lykke, thi vi er ikke løse, uafhængige og hver for sig bestående enkeltvæsner, men derimod ligesom led i en kæde, og vi ville, sådan som vi er, ikke kunne tænkes uden rækken af dem, der er gået forud for os og har vist os vejen, idet de for deres vedkommende med strenghed og uden at se til højre eller venstre fulgte en prøvet og ærværdig tradition. Din vej har, mener jeg, i flere uger ligget klart og skarpt afgrænset foran dig, og du burde ikke være min datter, ikke barnebarn af din i Gud hvilende farfar og i det hele taget ikke et værdigt medlem af vor familie, hvis du for alvor har i sinde, helt alene, i trods og ustadighed, at gå dine egne, uordentlige veje. Dette, min kære Antonie, beder jeg dig overveje i dit hjerte.

„For Guds skyld, papa! – Jeg spadserer gerne i krattet derude om sommeren; men det hele ville være ødelagt for mig, hvis den smukke, frie natur skulle klippes så ynkeligt sønder og sammen …“

„Jamen hvis den frie natur tilhører mig, har jeg så for dyvlen ikke ret til at indrette den som det passer mig …“

„Åh, far, når jeg ligger i det høje græs under de frodige buske, så synes jeg nærmere at jeg tilhører naturen og ikke har den mindste ret over den …“

Da Buddenbrooks’ sørgeår endnu ikke var omme, blev de to forlovelser kun fejret i familiens kreds

Hans fædrene bys mure, som han med vilje og bevidsthed havde lukket sig inde bag, åbnede sig og blottede verden for hans blik, hele den verden, han i sine unge år havde set et og andet lille stykke af, og som døden nu lovede at skænke ham helt og holdent. Rummets og tidens og dermed historiens bedrageriske erkendelsesformer, bekymringen for en glorværdig, historisk videreeksistens i efterkommernes person, frygten for en eller anden endelig historisk opløsning og nedbrydning, – alt dette frigav nu hans ånd og hindrede ham ikke længere i at begribe den vedvarende evighed. Intet begyndte og intet hørte op. Der fandtes kun en uendelig nutid, og den kraft i ham, der elskede livet med en så smerteligt sød, påtrængende og længselsfuld kærlighed, og som hans person kun var et forfejlet udtryk for – den ville altid forstå at finde adgang til denne nutid.

Og jeg har håbet at leve videre i min søn? I en endnu mere ængstelig, svag og vaklende personlighed? Barnlige, vildførte dårskab! Hvad skal jeg have en søn for? Jeg behøver ingen søn! … Hvor jeg vil være, når jeg er død? Jamen det er så lysende klart, så overvældende enkelt! Jeg vil være i alle dem, der nogen sinde har sagt, siger og vil sige „jeg“: men især i dem, der siger det mere fuldtonende, kraftigere, gladere …

Et sted i verden vokser der en dreng op, veludrustet og vellykket, begavet nok til at udvikle sine evner, rank og ubekymret, ren, grusom og livlig, et af disse mennesker, som de lykkelige bliver lykkeligere ved at se og som driver de ulykkelige til fortvivlelse: – Det er min søn. Det er mig, snart … snart … så snart døden befrier mig for den usle illusion, at jeg ikke både er ham og mig …

Døden var en lykke, så dyb, at den kun kunne måles helt i benådede øjeblikke som dette. Den var tilbagekomsten fra et usigelig pinligt vildspor, korrigeringen af en graverende fejl, befrielsen fra de modbydeligste bånd og skranker – den gjorde et beklageligt ulykkestilfælde godt igen.

vil leve! sagde Thomas Buddenbrook næsten højt og følte, hvordan hans bryst begyndte at dirre af indre hulken. Dette her er det, at jeg vil leve! Det vil leve … og at dette det ikke er mig, det er kun en illusion, det var kun en fejltagelse, som døden vil rette. Sådan er det, sådan er det! … Hvorfor? – Og ved det spørgsmål slog natten atter sammen for hans øjne. Han så, vidste og forstod igen ikke det ringeste og lod sig synke dybere ned i puderne, helt blændet og udmattet af den smule sandhed, han netop havde fået lov at skue.

Om døden og dens forhold til uødelæggeligheden af vort væsen i sig selv“. –

ukendt, stort og taknemligt velvære fyldte ham. Han mærkede den uforlignelige tilfredsstillelse ved at se, hvordan en højligt overlegen hjerne bemægtiger sig livet, dette så stærke, grusomme og hånlige liv, for at betvinge det og dømme det … tilfredsstillelsen hos en lidende, der altid skamfuldt og med dårlig samvittighed har holdt sin lidelse skjult for livets kulde og hårdhed og pludselig af en stor og viis mands hånd modtager den principielle og højtidelige berettigelse til at føle lidelse ved verden – denne den bedste af alle tænkelige verdener, om hvilken det pludselig bevistes med legende hån, at den var den sletteste af alle tænkelige.

Men det var her, i denne pavillon, i den lille gyngestol af gule rør, at han en dag i hele fire timer læste med voksende grebethed i en bog, der halvt søgt, halvt tilfældigt var faldet i hans hænder …