Og jeg har håbet at leve videre i min søn? I en endnu mere ængstelig, svag og vaklende personlighed? Barnlige, vildførte dårskab! Hvad skal jeg have en søn for? Jeg behøver ingen søn! … Hvor jeg vil være, når jeg er død? Jamen det er så lysende klart, så overvældende enkelt! Jeg vil være i alle dem, der nogen sinde har sagt, siger og vil sige „jeg“: men især i dem, der siger det mere fuldtonende, kraftigere, gladere …
Et sted i verden vokser der en dreng op, veludrustet og vellykket, begavet nok til at udvikle sine evner, rank og ubekymret, ren, grusom og livlig, et af disse mennesker, som de lykkelige bliver lykkeligere ved at se og som driver de ulykkelige til fortvivlelse: – Det er min søn. Det er mig, snart … snart … så snart døden befrier mig for den usle illusion, at jeg ikke både er ham og mig …