Asgun er 12 år gammel, da hun begynder sin træning som hvalkriger. Hun er datter af marsken i Vikaros og en del af en ældgammel slægt, der har tæmmet og reddet hvaler i tusindvis af år.
Med sin kaskelottyrekalv Breida begynder hun en rejse, der skal gøre hende til den første hvalmø i hundredevis af år. Hendes træning afbrydes imidlertid, da et skib fra det fjerne kontinent støder på grund og bryder i brand. Hendes far Engmar og onkel Eske vender tilbage med én overlevende, en ung mand ved navn Kemil.
Nu må hun og hendes søster Estrid lære denne unge fremmede deres sprog og skikke, mens hun træner på hvalryg og øver bueskydning og dykning, så hun kan blive en formidabel kriger. Og det kan der blive brug for, for ufreden lurer i horisonten…
Uddrag af bogen
Så hørte hun Eskes kald!
”Asgun, stik af! Nu!”
Han var havnet i en rasende kamp. To bidske spækhuggere lå omkring ham og Einjar, mens to pirater forsøgte at komme ham til livs. Einjar var mange gange større end dem, og Eske førte ham rundt som i en dans, hvor han hurtigt og elegant dykkede ned og kom op i et forsøg på at kæntre eller vædre de andre hvaler. De skulle også passe på hans kraftfulde hale, som ville kunne slå en spækhugger ihjel, hvis han ramte rigtigt. Men de var to, og det gik stærkt. Asgun var splittet. Hun havde lovet at lystre sin onkel i alt, men hun kunne da ikke stikke af nu. Hvad hvis Eske døde?
Om forfatteren
Jesper Nielsen (f. 1984) er læreruddannet fra Skaarup Seminarium og arbejder til dagligt som ungdomsskolekoordinator ved Nyborg Ungdomsskole. Jespers store passion er teater og musicals, og han har derfor skrevet et hav af musicals til Nyborg Ungdomsskole. Jesper står desuden bag den nye danske musical Ved Vejen, frit efter Herman Bangs mesterværk.