Farmors stemme lyder helt mærkelig, og Viktoria kan se, at hendes øjne er våde. Hvis babyen er så vidunderlig, hvorfor har den så fået farmor til at græde?
”Når I har spist og har fået tøj på, kører vi ud på sygehuset og ser jeres nye lillebror,” siger farmor.
”Jeg gider ikke,” siger Anton.
”Sådan noget pjat,” siger farmor. Hun har for en gangs skyld sit høreapparat på. Viktoria har allerede fået øje på det.
”Vil du være sikker på, at du kan høre babyen skrige, farmor?” spørger Viktoria.
Farmor pudser næse og ryster på hovedet. Det er ikke derfor.
Farmor giver dem morgenmad og finder tøj til dem. Anton vil hellere have fars morgenmad. Viktoria vil have den lyserøde kjole på, men farmor kan ikke finde den. Alting er slet ikke, som det plejer at være.
Til sidst kommer de af sted i farmors bil. Anton skal tisse to gange undervejs, og Viktoria falder på parkeringspladsen og slår hul på knæet.
Mor ligger i en høj, hvid seng, og far sidder i en stol og sover med hovedet til den ene side. I en glaskasse på hjul ligger babyen. Han er helt rød i hovedet og ser lidt krøllet ud. Hans hår er meget tyndt og ret snasket.
”I kunne da godt have vasket ham,” siger Viktoria.
Far er vågnet, fordi Anton er sprunget op til ham i stolen og er begyndt at bokse med ham.
”Er han ikke sød?” siger mor med en stemme, der lyder ligesom farmors i morges. Hun flytter lidt på babyens dyne. ”Prøv at se de bittesmå fingre.”
”Det ville være sødere, hvis han havde haft poter,” siger Viktoria.
”Kan han logre?” råber Anton og river babydynen af for at se efter. Det får babyen til at græde, og bagefter græder Anton, fordi far skælder ud og siger, at han er for voldsom. Men Anton kan græde højest.
Mor sover på sygehuset sammen med babyen den aften. Anton og Viktoria får lov at sove hjemme sammen med far. Næste morgen kommer mor og babyen hjem. Der kommer hele tiden en masse mennesker for at se babyen. De har